Energiselskaber

HHE scorer 75 mio. til forbrugerne

Elselskabets Elsam-aktier solgt til det svenske Vattenfall for 215 mio.

BROVST:75 millioner kroner. Det er den fortjeneste, Han Herreds Elforsyning har sikret sine forbrugere ved at sælge sine Elsam-aktier til det svenske, statsejede elselskab Vattenfall. HHE havde 0,85 procent af Elsams samlede aktiebeholdning, og salget har indbragt 215 millioner kroner. - Pengene skal forrentes bedst muligt og bruges til at reducere forbrugernes elpriser, siger direktør Henrik Mentz, Han Herreds Elforsyning. Han anslår, at aktiesalget vil kunne nedbringe en gennemsnitsfamilies årlige eludgift på 7000-8000 kr. med 200-300 kr. HHE har 13.000 forbrugere i Fjerritslev, Brovst og Aabybro kommuner. - Det er en dejlig, kontant fordel for vore forbrugere, at vi har kunnet sælge vore Elsam-aktier til kurs 1260 frem for den kurs på 820, som vi købte aktier til for godt et år siden, siger Henrik Mentz. Men selv om salget er en guldrandet forretning, har vi foretaget det med blødende hjerte. Hundeslagsmål - Vi har strakt os langt for at bevare Elsam som et forbrugerejet selskab på danske hænder, men da DONG for halvandet år siden indledte et raid ved at købte Energigruppen Jylland i Herning for derigennem at få adgang til at købe sig yderligere ind i Elsam, blev bolden givet op til hundeslagsmålet om, hvem der skal eje Elsam fremover, understreger Henrik Mentz. Det var nu tydeligt, at DONGs mål var at få fat i Elsam for at blive børsnoteret eller få selskabet solgt til udlandet til en gunstig pris. - Vi er ikke i tvivl om, at der er yderligere gevinstpotentiale i Elsam. Men det er for risikabelt at forfølge den gevinstmulighed, når staten skal have suveræn indflydelse i selskabet, siger Henrik Mentz. - Muligheden for at få et stort, dansk forbrugerejet energiselskab er sandsynligvis ude af billedet. I Han Herreds Elforsyning har vi derfor sammen med andre af Elsam-selskaberne måttet koncentrere os om at værne værdien af vore aktier. - Vi havde gerne set en konstruktion, hvor Vattenfall og DONG hver havde en betydelig aktiepost i Elsam og de nuværende aktionærer resten af aktierne. En sådan konstruktion kunne indgå i en fusion med DONG, siger Henrik Mentz. Nu blev vi i stedet nødt til at koncentrere os om, at vore aktier ikke tabte værdi, mens de store kapitalinteresser Vattenfall og DONG kæmpede om magten. Det endte så med, at vi solgte aktiebeholdningen til Vattenfall. Vore forbrugere kan så glæde sig over, at deres selskab har tjent 75 millioner kr. ved at agere fornuftigt og vente med at sælge til nu. Yderligere DONG-opkøb Efter at Han Herreds Elforsyning i fredags sammen med andre aktionærer solgte cirka 34 procent af aktierne i Elsam til Vattenfall, kom det frem, at DONG har købt yderligere Elsam-aktier op til samme pris, som HHE har modtaget fra Vattenfall og nu kontrollerer over 50 procent af aktierne. - Forbrugerne risikerer - hvad enten Vattenfall eller DONG ejer Elsam - stigende elpriser. Men der er grund til at huske, at et bredt politisk flertal i Folketinget har støttet DONG's dispositioner og derigennem er med til at forårsage stigende elpriser, understreger Henrik Mentz.