Fodbold

HI får papir på topscorer

Ziad Saliba får to-årig kontrakt med vendelboerne efter brud med AaB. Den 21-årige angriber Ziad Saliba skrev mandag under på en to-årig kontrakt med 2. divisionsklubben Hjørring IF, som han i øjeblikket - for anden gang - er udlejet til af superligaklubben AaB.

HJØRRING: AaB har imidlertid meddelt angriberen, at han ikke får sin kontrakt forlænget, og så slog HI til med et tilbud, der gælder fra nytår. Og i den hårdt trængte bundklub er sportschef Henrik Sørensen særdeles godt tilfreds med at have fået papir på en spiller, som scorer mål på samlebånd for vendelboerne. - Der er tale om en mindre kontrakt, der gerne skal kombineres med et job. Men vi er glade for at have sikret os så værdifuld en spiller, fastslår Henrik Stoksted. Under sit første lejemål med HI i efteråret 2002 blev Ziad Saliba topscorer med ni mål i 15 kampe. I dette efterår er han noteret for seks mål i syv kampe - og klubbens topscorer igen. - Aftalen med HI er perfekt for mig. Jeg befinder mig utroligt godt i klubben, og nu starter jeg på en frisk, siger Ziad Saliba efter seks år i AaB - heraf de seneste tre som kontraktspiller. Den lynhurtige og driblestærke angriber lægger ikke skjul på, at hans ambitioner fortsat er intakte trods skuffelsen over, at han ikke nåede at slå igennem i AaB. - Skader ødelagde alt for mig i AaB. Jeg vil gerne igen prøve at spille på højeste niveau, men måske er det bedste for mig lige nu at få tid til at finde mit niveau. Det kan jeg gøre i HI, som jeg gerne vil blive ved med at score mange mål for, siger Ziad Saliba, som senest scorede, da vendelboerne søndag tabte 4-2 ude til Kolding FC.