HI kom til kort mod Varde

Tyndbenet indsats af HI Fodbold, der også så rødt

HJØRRING VARDE 1-2 FODBOLD, 2. DIVISION VEST HJØRRING: Så stoppede festen for HI Fodbold, der selvforskyldt takket være en pauver og tyndbenet indsats tabte til et Varde-mandskab, der kampen igennem stod for det klart mest seværdige spil. Et direkte rødt kort til HI-backen Kasper Bræmer i opgørets sidste minut gjorde ikke frustrationerne mindre i HI-lejren, hvor nederlaget var det første i de seneste seks kampe. - Det var vores ringeste indsats i denne sæson. Det var ikke ret meget, der fungerede efter hensigten. Langt de fleste af spillerne var under sædvanligt niveau, og så taber man altså til et hold som Varde, der har fået styrket deres offensiv med tilgang af den tidligere Esbjerg-duo Simon Karkov og Rune Lind, sagde en fattet men skuffet HI-cheftræner Frode Langagergaard kort efter sidste fløjt fra dommer Jakob Billes side. Rødt kort i slutfasen Sidstnævnte var kort efter slutfløjtet ikke i kridthuset hos Frode Langagergaard. I det 90. minut indkasserede venstrebacken Kasper Bræmer nemlig et direkte rødt kort på banens midte, da han havde hånden på bolden. - Jeg vurderede, at Kasper Bræmer var sidste mand, og dermed fratog han Varde en oplagt scoringsmulighed, og så er det lige meget, at situationen var nær banens midte. Varde-spilleren havde haft frit løb mod mål, hvis ikke Bræmer havde haft hånden på, forklarede dommer Jakob Bille, der generelt dømte en fin kamp. - Ahr, det er nu et dommerskøn. Jeg ved ikke, om Varde blev frataget en oplagt scoringsmulighed, og nu står Kasper Bræmer til to spilledages karantæne, sukkede Frode Langagergaard. Kasper Bræmer følte sig hårdt dømt. - Jeg synes, jeg rørte bolden med skulderen. Det var en ulden udvisning, mente Bræmer. Gæster klart bedst Varde kom foran 1-0 i det 5. minut efter flot spil af Simon Karkov og Peter Risager, hvorefter Rune Lind kunne score fra nært hold. Gæsterne dominerede markant halvlegen ud og kunne sagtens have ført med mere end et mål. Scoring nummer to kom 13 minutter efter pausen, hvor HI-målmand Morten Harbo Larsen ikke kom godt nok ud til et hjørnespark, så Willy Bjerg kunne heade bolden i nettet. Med 16 minutter igen skabte en ellers forbavsende anonym Morten larsen lidt spænding i kampen med en reducering, men HI kunne - og ville - ikke ret meget i dette opgør. ] Kampfakta: Stillingen ved pausen: 0-1. Mål: 5. minut: 0-1 Rune Lind. 58. minut: 0-2 Willy Bjerg. 74. minut: 1-2 Morten Larsen. HI Fodbold, 4-3-3: Morten Harbo Larsen - John Olesen (83. minut: Nicolai Pedersen), Buster Munk, Mads Kundsen og Kasper Bræmer - Kaspar Rynkeby, Mads Pedersen og Kenneth Pedersen - Ziad Saliba, Morten Larsen og Morten Fjordbak (58. minut: Thomas Andersen). Varde, 4-4-2: Brian Heller - Casper Hartmann (46. minut: Danny Johansen), Willy Bjerg, Jesper Hansen og Jesper Svennesen - Peter Risager (63. minut: Lasse Jakobsen), Lars Hansen, Ronnie Josefsen og Rune Lind - Simon Karkov og Jacob Hollænder (85. minut: Rasmus Jessen). Advarsler: 25. minut: Casper Hartmann, Varde. 44. minut: Kenneth Pedersen, HI. Udvisning, rødt kort: 90. minut: Kasper Bræmer, HI. Dommer: Jakob Bille. Tilskuere: 351.