HI-score på Landlyst

Rekorddeltagelse med omkring 1100 spillere og premiere på Fair Play-koncept.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dr. Pjuskebusk var i aktion i Vendiahallen, men de fleste børn befandt sig på den anden side af vejen. Foto: Kurt Bering

Der var rift om parkeringspladserne i området ved Vendiahallen og Landlyst i går. Dr. Pjuskebusk alias Sebastian Klein optrådte i Vendiahallen ved energimessen, men der var paradoksalt nok endnu flere børn til stede på den anden side af vejen: Søndag var nemlig dagen, hvor Vendsyssel Cup, der arrangeres af Hjørring Idrætsforening, løb af staben for 10. gang i træk, og denne gang med rekorddeltagelse. 1100 drenge og piger fra Skagen i nord til Støvring i syd troppede op med støvlerne på - og næsten lige så mange forældre, så der var gang i den på HI's anlæg. Kuk i elektronikken Det er første gang, at tilmeldingen til cuppen er foregået udelukkende elektronisk. Det har på sin vis gjort det nemmere, dog opdagede Vendsyssel Cup's bagmand - Peter Klitt Jensen, der er sportslig koordinator i HI - at spamfilteret havde ædt nogle af tilmeldingerne; heldigvis blev det opdaget i tide. - Vi har fået delt opgaverne godt ud efterhånden, så arrangementet kører godt, men der er også mere end 50 frivillige i gang, fortæller han. Sammen med Dana Cup-assistancen er Vendsyssel Cup en af de begivenheder, der giver bedst til ungdomsarbejdet i klubben, omkring 50.000 kroner forventer man. Familievenligt Peter Klitt Jensen vurderer, at en af årsagerne til, at så mange hold med spillere i alderen fem til 13 år kommer, er den måde, som cuppen er arrangeret på. - Vi har gjort det familievenligt, så et hold spiller alle sine kampe på samme bane i løbet af tre-fire timer, så man ikke behøver at bruge hele sin dag, siger han. Fair Play børnestævne Som formentlig det første stævne i landet, er Vendsyssel Cup blevet omfattet af et nyt DBU-tiltag. Det går kort fortalt ud på, at hvis et fodboldstævne for børn overholder en række kriterier - eksempelvis skal alle give hånd efter en kamp og stævnet skal sørge for, at alle får medaljer med hjem - så kan man blåstemples som et Fair Play børnestævne - og det udløser fem kroner i støtte fra DBU pr. spiller, der deltager til og med U12-rækkerne. Konceptet blev lanceret af DBU 1. april i år.