HI sendt til tælling

Vendelboer vaklede på knockout'ens rand - udspillet i perioder af tophold

Hjørring IF HIK 1-4 Fodbold, 2. division HJØRRING: - Vi må jo konstatere, at vi i to hjemmekampe i denne sæson ikke har fået point og der er scoret syv mål på os. Det er bare ikke godt nok! Jesper Nielsen er to meter høj og har skuldre, der matcher højden, så han havde ingen problemer med at tage 1-4 nederlaget som en mand. HI-keeperen havde retfærdigvis en stor andel i, at det ikke gik meget værre mod topholdet, der i periode udspillede hjemmeholdet. I de første 20 minutter forhindrede han med en blanding af held og dygtighed, at gæsterne bragte sig foran 4-0 og slukkede lyset for vendelboerne. I stedet var HI stadig med i kampen, da spillerne tog hul på de sidste 45 minutter. Tilmed med det moralske rygstød, at gæsterne var blevet presset i bund i de sidste 8-10 minutter før pausen. - Man kan ikke sige, at vi vælter os i chancer i den kamp, men det var da nok det nærmeste, vi kom at vælte, kom det med et skævt smil fra målmanden. - Den første halve time havde vi alt for stor respekt for dem. HIK er et godt hold, men vi skal turde spille mod dem. Det viste vi også sidst i første halvleg og det første kvarter af anden halvleg, men da de kommer foran, så knækker filmen. Jesper Nielsen erkendte, at i øjeblikket er filmen slidt ultratynd hos de rødblusede. Det ærgrede ham, at der ikke skulle mere til, før hjemmeholdet slog op i banen. - Der er virkelig noget at arbejde med, konstaterede han tørt. Udover den manglende selvtillid hos spillerne, så ville det pynte med lidt skarphed i front og i de bageste geledder. - Vi laver alt for mange fejl i forsvaret og oppe foran kan vi ikke sparke bolden ind. Så bliver det svært, erkendte Jesper Nielsen med den obligatoriske smøg mellem læberne.toto Kampfakta: Pausestilling: 0-1. Mål: 9. minut: 0-1 Thomas Christensen. 59. minut: 0-2 Per Laursen. 63. minut: 0-3 Christian Lauenborg. 76. minut: 0-4 Christian Lauenborg. 83. minut: 1-4 Morten Fjordbak (straffespark). HI – 4-4-2: Jesper Nielsen – Thomas Jensen, Morten Fjordbak, John Brinks, Kenn Larsen – Brian Jensen, Anders Schjøtt (60. minut: Adnan Begovic), Kenneth Pedersen (74. minut: Rasmus Mørk), Mike Friis (68. minut: Peter Møller) – Rasmus Borup, Dennis Østergaard. Advarsler: Thomas Jensen og Peter Møller, begge HI. Dommer: Ole Saabye Nielsen, Viborg. Tilskuere: 235 på Hjørring Stadion.