HI snydt i sidste sekund

Ny angriber tæt på at sikre sejren

Nykøbing FA Hjørring IF 3-3 Fodbold, 2. division NYKØBING F: Simon Bræmer, 18-årig lejesvend, var kun et minut fra at kunne nyde rollen som matchvinder, da 2. divisionsklubben Hjørring IF var på sporet af en uventet gevinst i udekampen mod Nykøbing Falster Alliancen. I stedet måtte vendelboerne se sejren smuldre mellem hænderne i de døende sekunder, da hjemmeholdets Anders Due i det 89. minut fik sendt bolden forbi Christian Stensborg i HI-målet til slutfacit 3-3, efter at Simon Bræmer forinden havde bragt HI på både 2-1 og 3-2. Især målet til 2-1 var en ren perle, hvor Simon Bræmer helflugtede et indlæg fra Dennis Østergaard ind bag Nykøbing-keeper Kevin Køltoft i medløb. - Selvfølgelig surt at miste to point så sent i kampen, men nøgternt vurderet er uafgjort et rimeligt udfald af en intens og flot fodboldkamp. Simon Bræmer spiller en strålende kamp og trådte virkelig i karakter, men generelt fortjener hele holdet stor ros for en taktisk veldisciplineret indsats. Nykøbing Falster Alliancen er et dygtigt fodboldhold, lød det fra HI-træner Jørgen Steffensen, da han lige havde sunket den første skuffelse over at se sejren glippe så sent i kampen. - I det meste af anden halvleg havde vi godt styr på dem. Lige indtil de fik lov at bryde vores opspil midt på banen og løbe ned og score til 3-3. Det burde vi have forhindret, fastslog Jørgen Steffensen. Hos HI måtte forsvarsspilleren John Brinks Jørgensen indkassere et gult kort, der spærrer ham til den kommende hjemmekamp mod bundholdet Birkerød. Kampfakta: Pausestilling: 2-2 Mål: 1-0 Lars Pleidrup (2. minut), 1-1 Michael Nielsen (23. minut), 1-2 Simon Bræmer (31. minut), 2-2 Anton Smedegaard (36. minut), 2-3 Simon Bræmer (58. minut), 3-3 Anders Due (89. minut) HI, 4-4-2: Christian Stensborg - Thomas Jensen, Johnnie Nielsen, Morten Fjordbak, John B. Jørgensen - Dennis Østergaard, Michael Nielsen, Kenneth Pedersen, Kenn Larsen (70. minut: Jess Hougaard) - Simon Bræmer, Mads Peter Olesen (78. minut: Adnan Begovic) Advarsler: 12. minut: John Brinks Jørgensen, HI. 66. minut: Dennis Østergaard, HI. 69. minut: Simon Bræmer, HI. Dommer: Brian Hansen Tilskuere: 900