Fodbold

HI viste styrken hos FfI

Divisionsreserverne fra Hjørring er på vej mod førsteplads efter 3-0 sejr over FfI

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var flere gode dueller i felterne i topkampen på Frederikshavn Stadion. Foto: Hans Ravn

FfI's Jyllandsserie hold i fodbold havde inden weekendens møde med lokalrivalerne HI været helt suveræne på eget græs i efteråret. Fem kampe var endt med fem sejre til frederikshavnerne og en målscore på 12-1. Det fik HI lavet om på. De vandt 3-0 efter scoringer af Patrick Pedersen i første halvleg og Granit Gashi og Thomas Hansen efter pausen. - Det var en tempofyldt kamp med meget godt spil, og jeg synes, vi fik vist, at det er fortjent, at vi ligger nummer ét. I de 11 kampe vi har spillet, har der kun været en decideret dårlig halvleg, så holdet har altså præsteret meget stabilt, siger hjørringgensernes træner Ole Søndergaard. Forspring på fire point HI er med sejren fire point foran de nærmeste forfølgere, som er netop FfI, og med to kampe igen efter mødet i aftes med Lindholm, er målet klart i Hjørring. - Vi har tidligere sagt, at vi ville være tilfredse med at slutte i top fire og komme med blandt de hold, som i foråret spiller om oprykning til Danmarksserien. Men nu vil vi slutte som nummer et, siger træneren. Da deltagelsen i oprykningsspillet for længst er sikret, er blikket så småt også rettet mod foråret, hvor ambitionen er at snuppe en plads i Danmarksserien. - For at det skal lykkes, skal vores trup styrkes, og så skal Boye (Habekost, cheftræner, FC Hjørring red.) fortsat være rar ved os og låne os nogle spillere, lyder det med et grin fra Ole Søndergaard, der ikke tvivler på, at han fortsat kommer til at råde over adskillige af de spillerne, der ligger i periferien af 1.divisionsholdet. Fokuserede reserver Blandt andre havde han Christian Christiansen og Thomas Hansen med i Frederikshavn. - De spillere der kommer ned er meget fokuserede og yder 100 procent hver gang, og det er også derfor, at vi ligger nummer et, siger Ole Søndergaard. HI mangler at møde bundproppen Aalborg KFUM og Sæby, inden der er vinterpause. FfI er trods nederlaget i lokalbraget stadig på andenpladsen i tabellen. De mangler tre kampe inden efterårssæsonen er slut. De er mod henholdsvis Aalborg Freja, Lindholm og Aalborg KFUM. FfI kan med en sejr på lørdag definitivt sikre pladsen i oprykningsspillet.