Fodbold

HIK-hæver tirret af verbale smash

HIK AALBORG MARIENLYST 3-1 VOLLEYBALL, DM-SLUTSPIL, MÆND AALBORG: Marienlysts spillende træner og garvede landsholdskæmpe, Jens Larsen, gjorde gennem hele opgøret sit for at ryste HIK Aalborgs forholdsvis urutinerede hæver, Morten Schmidt, med en stribe verbale smash, men det var HIK-spilleren, der vandt duellen i den sidste ende. Morten Schmidt lagde tilmed - med korte og præcise aftræk - op til de to afgørende bolde i fjerde sæt, og i begge tilfælde var A-landsholdsspilleren Mikkel Vestergaard i skarpretterens rolle ved netkanten, så sejren på 3-1 kom i hus. - Han prøvede bevidst at psyke mig, men det vidste vi næsten på forhånd, han ville gøre, siger Morten Schmidt om Jens Larsens verbale udgydelser ved nettet. - Det er han kendt for at gøre mod næsten alle modstandere, og jeg tabte kun tråden en enkelt gang, da jeg tog til genmæle. Pyt med den slags. Vi vandt og tog yderligere afstand fra netop Marienlyst, der nu er stærkt presset i jagten på en plads i DM-semifinalerne. Vi har lige siden vores Europa Cup-deltagelse vist, at vi kan matche alle andre danske hold og kun tabt pokalfinalen til Holte, men den kamp kunne vi lige så godt have vundet, fortsætter Morten Schmidt. Bange anelser HIK-cheftræner Torben Sørensen skumlede også over Jens Larsens ordkrig målrettet mod især Morten Schmidt ved nettet. Han påtalte episoderne over for dommerne efter kampen, men undervejs greb ingen ind. - Ellers har jeg stor respekt for det, Jens Larsen har præsteret i Marienlyst. Han har virkelig fået skabt et stærkt hold på blot to år, men det var fortjent, at vi vandt det her opgør. Jeg var lidt bange for netop den kamp, da Marienlyst kom til Aalborg med tre kampe på blot en uge som ballast, mens vi ikke havde været i aktion i næsten 14 dage. Vi formåede heldigvis at komme op i det nødvendige tempo, siger Torben Sørensen. I fjerde sæt førte HIK-tropperne 22-14, men Marienlyst kom på 22-20. I slutfasen viste hjemmeholdet dog igen klasse godt anført af brødrene Mikkel og Jeppe Vestergaard.jeri Kampfakta: Sætcifre: 25-20, 25-20, 23-25, 25-21. Dommere: 1. dommer: Birger Christensen. 2. dommer: Jan Herneth. Tilskuere: 50.