HIK-piger i kamp for finaleplads

AALBORG: De to HIK Aalborg-spillere, Anja B. Christoffersen og Anne Marie Christensen, er i weekenden i sandet ved Kerteminde for at skaffe sig adgang til årets finalestævne i Fanta Beach-tour'en. Parret har valgt at satse her i sommerperioden på beachvolley, og lige siden den indendørs sæson sluttede, har de slidt i det på beachvolley-banerne for at blive blandt de otte par, der skaffer sig adgang til finalestævnet på Amager. HIK-duoen har deltaget i samtlige afdelinger af Tour'en, og fra en 15.-plads i første stævne har de konstant vist fremgang, og blev således nr. seks i det seneste stævne, der var første semifinale. Med lidt held er det nok til finaledeltagelse, men kan parret igen spille sig op blandt de bedste i weekendens andet semifinalestævne, er vejen til Amager Strand og finalestævnet definitivt sikret. mingo