HIK-trio i tænkeboks

Fodbold 7. juni 2003 08:00
BRØNDBY: Tre spillere fra HIK Aalborg - brødrene Mikkel og Jeppe Vestergaard samt Jesper Villadsen - bejler til en plads i den danske landsholdstrup i volleyball, der skal deltage i Universiaden, det uofficielle OL for U 28-hold i Sydkorea midt i august, men frygten for lungesygdommen SARS kan holde det danske hold hjemme. Dansk Volleyball Forbunds eliteorganisation, Topvolley Danmark (TVD), følger nøje udviklingen i området, og holdningen er klar: Spillerne skal selv afgøre, om de vil deltage i Universiaden i Sydkorea. - Vi vil i høj grad læne os op ad de informationer, vi får fra forskellig side. Det er stadig for tidligt at sige ja eller nej, siger Mikkel Vestergaard. TVD har besluttet, at de involverede spillere - efter løbende information om forholdene i Sydkorea - mødes individuelt med organisationens spillerrepræsentant, den tidligere landsholdsanfører Ole Lachenmeier, til nogle samtaler. Det sker i et håb om at undgå gruppepres. Til efteråret kommer der en vigtig OL-kvalifikation for det danske landshold, og Universiaden er netop en del af forberedelserne til disse kampe. Sidstnævnte turnering er også en af volleyballsportens største internationale turneringer med deltagelse af flere af de helt store volleyball-nationer. Det sidste kan i høj grad give de danske spillere international erfaring. Frygten for SARS er også spundet op på, at deltagerne kommer fra hele verden - heraf flere asiatiske nationer, og Det Internationale Volleyballforbund (FIVB) flyttede for nylig turneringen World Grand Prix fra Asien til Italien på grund af frygten for SARS. jeri
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...