EMNER

Himmel eller helvede

Afghansk familie håber det bedste og frygter det værste i den svære ventetid

TRANUM:- Der er kun to veje frem: Op eller ned, peger Abdelgahar Delsuz med en sigende finger i retning mod de lokaliteter, hvor himmel og helvede formodes at befinde sig. Den 31-årige asylsøger fra Afghanistan venter. Det samme gør hans 27-årige kone Khatera og parrets fire børn i alderen fra tre uger til seks år. I deres omkring 20 m2 lille dukkehus-lejlighed på DRK-center Brovst venter de på, at de danske myndigheder får øjnene op for situationen i Afghanistan og ændrer afslaget på asyl til et ja. - Vi kan ikke vende tilbage. De danske myndigheder mener, det er trygt at vende hjem, men de ved ikke, hvad der sker i virkeligheden. Der er ikke fred, men stadig stridigheder og kampe mellem de forskellige grupperinger. Gamle fjendskaber lever, og Taleban angriber stadig, fortæller Abdelgahar Delsuz. Sammen med sin familie levede han på den grønne gren i Afghanistan. Som selvstændig forrretningsmand med eksport og import af levnedsmidler fra Pakistan tjente han godt, og familien var velstående. Khatera gik hjemme og passede børnene, dels tvunget af omstændighederne - Taleban-styret - dels af hensyn til det ældste datter, som er handicappet. Den nu seks-årige Sadaf blev hjerneskadet i forbindelse med et raketnedslag i familiens hjem i Kabul under moderens graviditet. Familien holdt sig så vidt muligt uden for stridighederne, men situationen blev dag for dag værre og værre. Abdelgahar Delsuz' far og bror blev dræbt, selv om de begge var civile, pludselig var det ikke længere muligt at skaffe medicin til Sadaf, og hospitalsbehandling var udelukket. Da Abdelgahar Delsuz' kontor blev brændt ned og hele familiens formue beslaglagt, var skriften på væggen tydelig. - Vi måtte væk for at redde børnenes og vores eget liv. Der var ikke andet at gøre, fastslår Abdelgahar Delsuz. Frygtelig tid Det blev en dramatisk flugt. Nogle dage før den skelsættende dato 11. september 2001 forsøgte familien at komme samlet ud af Afghanistan via grænsen til Pakistan. Selve flugten skulle foregår i dyb tavshed, så familien ikke blev opdaget af grænsevagterne fra Taleban, men da den handicappede datter Sadaf græd som pisket, måtte familien skilles. Det lykkedes Khatera Delsuz at slippe over grænsen med de to yngste børn, mens Abdelgahar Delsuz måtte blive tilbage med Sadaf. Han fik at vide af kureren, at det kun ville vare et par dage, før han og datteren kunne komme over grænsen, men det satte terroraktionen 11. september en effektiv stopper for. Pludselig blev grænserne hermetisk forseglet, og først efter tre måneder lykkedes det Abdelgahar Delsuz og hans datter at komme afsted. - Det var en frygtelig tid i vores liv. Vi glemmer det aldrig. Vi var både i flygtningelejre og måtte tit klare os til fods for at komme videre, husker Abdelgahar Delsuz. Flugten gik via Pakistan, Dubai, Moskva, Kiev og videre med bil til Danmark, hvor familien blev genforenet i december 2001. Mens de venter At det netop blev Danmark, er lidt af et tilfælde. Abdelgahar Delsuz havde hørt, at hans ældste bror, som også havde taget flugten, var havnet der, og ganske rigtigt: Broderen boede på asylcentret i Snekkersten med sin familie. Det blev også familien Delsuz' hjem, indtil centret blev lukket og familien flyttet til Tranum i august 2002. Her modtog Abdelgahar og Khatera Delsuz i oktober kuverten med det nedslående nej på deres asylansøgning, og her venter de på advokathjælp til at få genoptaget asylsagen. Familien forsøger at udfylde den lange ventetid bedst muligt ved at skabe sig en hverdag med en fast rytme. De tre ældste børn går i børnehave på centret, Abdelgahar Delsuz går til danskundervisning to gange om ugen, arbejder hver dag i Aktivitetshuset som frivillig og hjælper sin kone med børnepasning og de praktiske gøremål. Khatera Delsuz har rigeligt at se til med at passe sønnen Ramesh, det sidste skud på stammen. - Hverdagen er god nok, selv om det er en lang tur for at købe ind. Men det kan være svært at leve på centret. Der er meget larm, og man kan ikke være sig selv, siger Abdelgahar Delsuz og kigger sig omkring i det syv-otte m2 store rum, der fungerer som både opholdsstue, spisestue og køkken for de seks familiemedlemmer. Børnene i centrum Det har kostet Abdelgahar og Khatera Delsuz en del overvindelse at tage imod de lommepenge, de får udbetalt fra Dansk Røde Kors i asylsøgerfasen. - Det er skamfuldt at tage imod lommepenge, når vi har været vant til at klare os selv. Men vi er nødt til det, beklager Abdelgahar Delsuz. Ingen af ægtefællerne tør tænke tanken om et endeligt afslag på deres asylansøgning til ende. - Vi spørger os selv, hvad vi skal gøre. Vi tør ikke tænke på det og heller ikke tale om det, siger ægteparret som med én mund. Det er især børnenes fremtid, parret konstant kredser om: frygten for deres liv og for ikke at kunne skaffe den fornødne medicin og behandling til den ældste datter, hvis familien bliver tvunget til at vende hjem. - Vi er nødt til at acceptere situationen, men det er svært, resignerer Abdelgahar Delsuz.