Himmel, hav- og kunst

Byen fik søndag et nyt galleri - Himmelhav i Kattegat Siloen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev budt på hvidvin ved ferniseringen, der trak mange mennesker til.foto: carl th. poulsen

FREDERIKSHAVN:Den ombyggede Kattegat-silo er i sig selv et kunstværk. Så hvad er mere naturligt, end at åbne galleri netop her? Det skete så i går. Galleriet har fået det poetiske navn ”Himmelhav”, og ejeren hedder Søren Qvist og kommer fra Sæby. Den stod på rød- og hvidvin samt chips, da den kunstinteresserede del af Frederikshavns befolkning kiggede indenfor til ferniseringen. Og der var nok at kigge på. Cobrakunst i høj klasse af navne som Jorn og Corneille, farverige provokationer af Marco Evaristti - ham med guldfisk i blendere - samt spændende værker af Søren Kent, Leif Sylvester, Hans Voigt Steffensen, Niels Helledie, Bernard Remusat og Mogens Andersen. Man kan se i alt 140 kunstværker i Himmelhav, der måske kan være et lidt diffus oplevelse for mennesker, der ikke er så god til at finde vej. Himmelhav har nemlig spredt sine aktiviteter til det meste af siloen. Der er kunst forskellige steder i stueplan, men også etagerne 3A, 5A og 6A. Søren Qvist regner med, at galleriet bliver en god forretning. Han har nemlig noteret sig, at interessen for at købe kunst eksploderer i øjeblikket. - Mange har sikkert fået installeret det nye køkken nu, og den nye bil er måske også købt. Og så er der overskud til at investere i kunstværker, der både kan udfordre os følelsesmæssigt og intellektuelt, siger Søren Qvist, der ikke overraskende er begejstret for at kunne åbne galleri i så unikken rammer som Kattegat Siloen. - På en klar dag virker det som om, man næsten kan se uendeligt. Det er meget inspirerende at iagttage vekselvirkningen mellem kunstværkerne og himlen og havet og sollyset udenfor. Det kan næsten ikke beskrives. Det skal opleves, siger Søren Qvist.