Himmelsk lysende Mahler

KONCERT Mozart og Mahler Mange havde glædet sig til at høre Henriette Bonde-Hansen med symfoniorkestret, men et halsonde havde lukket stemmen ned, og ikke mindre end to andre sopraner måtte flyves ind denne torsdag aften som erstatning. Det blev den russiske Yana Kleyn, der var indkaldt til at synge Mozart, først grevindens arie, "Dovo sono" fra Figaros bryllup, og derefter Fiordiligis' arie, "Como scoglio" fra Cosi van tutte. Det gjorde hun med sin dramatisk stemte sopran, hvis timbre rummede både nerve og glød. Det skulle også vise sig at være nødvendigt, for orkestret under ledelse af Christian Badea, som var aftenens rumænske dirigent, havde forinden taget sig af de to operaers ouverturer med en forbløffende mangel på præcision, koncentration og engagement, så man sad forbløffet tilbage. Det var Kleyn, som ene kvinde igen skabte mening med og nærvær i Mozarts melodier. Prøvetiden op til aftenens koncert var uden tvivl blevet brugt på Gustav Mahlers 4. symfoni, den himmelsk lysende med den indlagte sopranlied fra Des Knaben Wunderhorn, "Das himmlische Leben". Her gjorde et smukt klingende strygerkorps, kombineret med fine og præcist tegnede solostemmer i træ- og messingsektionerne fra start til slut den timelange symfoni til en nydelse. Første satsen balancerede hårfint kitschet mellem det højstemte og ironiske, i anden satsen var det Demirevs parodierende soloviolin, som sparkede til idyllen. Den fredfyldte tredjesats klingede til gengæld himmelsk smukt, næsten som et forstudie til den berømte adagietto i den 5. symfoni. Og sidste sats tilhørte sopransolisten, her Ann Petersen, som sang om det himmelske liv med en vidunderlig levende frasering og en timbre som varm lagret vin, fremført med stor autoritet, men samtidig enkelhed i udtrykket. I Mahler-symfonien var der indbyrdes kontakt og forståelse mellem Badea og orkestret fra start til slut. Bare synd at det skulle gå ud over Mozart. Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Mozart, Mahler Aalborg Symfoniorkester, dirigent: Christian Badea solister: Yana Klayn, Ann Petersen Aalborghallen, torsdag aften