Golf

Himmerland Golf & Country Club kræver lige vilkår

GATTEN:- Hvis golfklubberne i Løgstør og Aars ikke skal betale grundskyld, så skal vi heller ikke. Vi må være lige for loven. Det fastslår Niels Vester, direktør for Himmerland Golf & Country Club i Gatten. Det kæmpestore golfcenter, der rummer hele tre 18-hullers baner, har hidtil været vant til at betale kommunal grundskyld til Farsø Kommune. - Vi har betalt i alle de år, vi har været her, og jeg forventer da ikke, at vi pludselig slipper, siger Niels Vester. Omvendt forventer han heller ikke, at naboklubberne slipper. - Det vil være fuldstændig uacceptabelt, hvis vilkårene ikke er ens for alle. Jeg har ikke tidligere været opmærksom på, at Aars var fritaget, men det er da totalt konkurrenceforvridende, siger direktøren. At klubberne i Aars og Løgstør er forholdsvis nystartede, er ikke noget argument for at lade dem slippe for at betale grundskyld, mener han. - Vi har gennem årene lavet store investeringer og har skabt en masse arbejdspladser til gavn for den nye kommune, fremhæver Niels Vester. Det er Himmerland Golf & Country Club, der ejer det store anlæg, og medlemmerne af Himmerland Golf Klub betaler så for at benytte banerne og de andre faciliteter gennem det almindelige medlemskontingent. - Det er en golfklub med ganske almindelige medlemmer. Og jo mere vi skal betale i grundskyld, jo mere skal klubbens medlemmer betale, argumenterer Niels Vester.