Himmerland skal lokke flere virksomheder til

Sammenlægningen af to udviklingsråd er med til at styrke landsdelen

EMNER 14. juni 2003 08:00

FARSØ: Sammenlægningen af Himmerlands Udviklingsråd og Aalestrup Udviklingsråd skal være en magnet for virksomheder og iværksættere. Og det har været en forholdsvis kort proces at få de to udviklingsråd, der omfatter Aars, Nørager, Farsø og Aalestrup kommuner, til at finde sammen. De første tilnærmelser fandt sted lige før julen 2002, og så gik det hurtigt. - Det udviklede sig meget hurtigt, og selv om det er en lang proces at slå to udviklingsråd sammen, er det gået smertefrit, siger formanden for Aalestrup Udviklingsråd, Klavs Bojsen - Jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at processen kunne gå så nemt. Klavs Bojsen nævner også, at man set fra Aalestrup er svært tilfredse med udviklingen, og at medlemmerne af udviklingsrådet er taknemmelige og glade for samarbejdet. - Det er kompetente folk, vi kommer til at arbejde sammen med, og der er stor velvilje fra Himmerlands Udviklingsråd. Vi betragter det faktisk som både et privilegium og en ære for os, at vi har opnået et samarbejde med Himmerlands Udviklingsråd. Formanden for Himmerlands Udviklingsråd, Mogens Jensen, har også svært ved at holde armene nede. - Vi har gennem flere år haft et godt og konstruktivt samarbejde mellem vores erhvervskontor og Aalestrup, og det er senest dokumenteret i samarbejdet omkring IT (5iTOP) og Agrowise, siger Mogens Jensen. - Ser vi på erhvervsstruktur og opland, har vi meget til fælles, selv om der også er forskel på de fire kommuner med hensyn til specifikke brancher. Men vi supplerer hinanden udmærket, og vi har en stor fælles forståelse, siger Mogens Jensen. De to erhvervskontorer vil inden sommerferien afstemme det praktiske samarbejde for det kommende halve år, og i løbet af efteråret vil den nye fælles bestyrelse sætte sig sammen for at finde ud af, hvordan strategien for 2004 skal lægges. Det nye udviklingsråd ser sine fremmeste opgaver på flere områder. - Vi skal udvikle og støtte de små og mellemstore virksomheder inden for området, og vi skal stå parat med hjælp til en udvikling af virksomhederne, som de ikke selv kan klare, siger Mogens Jensen. - Men vi skal også tiltrække nye virksomheder til vores område og sørge for, at netop Himmerland bliver et sted, hvor iværksættere gerne vil etablere sig. Vi skal med andre ord gøre vores del af Danmark mere attraktiv. Sammenlægningen af de to udviklingsråd er en rent erhvervsmæssig fusion, og kan ikke umiddelbart sættes i forbindelse med en sammenlægning af de fire kommuner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...