Himmerland tjener atter penge

Sparekassen Himmerland forbedrer sin indtjening og får et lille overskud

Sparekassedirektør Poul Damgaard: - Ganske godt tilfreds.

Sparekassedirektør Poul Damgaard: - Ganske godt tilfreds.

Med en indtjening på 108 mio. kr. på den primære drift i første halvår af 2012, har Sparekassen Himmerland forbedret sin indtjening med 35 mio. kr. set i forhold til første halvår 2011, hvor den primære drift udgjorde 73 mio. kr.
Nettoresultatet ramte et overskud på 3,5 mio. kr. efter skat mod et underskud på 44 mio. kr. for første halvår 2011.
- Det er vi ganske godt tilfredse med, siger sparekassedirektør Poul Damgaard.
Sparekassens afkast af investeringer i obligationer og aktier blev 24 mio. kr. mod et tab på 15 mio. kr. i første halvår 2011.
Sparekassens tab og hensættelser udgør 123 mio. kr., hvoraf de 40 mio. kr. ifølge sparekassen skyldes Finanstilsynets strammere regler for nedskrivninger.
Omkostningerne er faldet med ca. 2 mio. kr. i forhold til første halvår 2011.
Sparekassen Himmerlands forretningsomfang er på 15,5 mia. kr., hvilket har været stabilt gennem det seneste år.
- Vi mærker fortsat, at kunderne er tilbageholdende med at låne og hellere vil afvikle gæld, idet udlånet nu er på 6,4 mia. kr., hvilket svarer til et fald på 2,7 pct., oplyser Poul Damgaard.
Indlånet er steget med 4 pct. i forhold til første halvår 2011, og nu er på 7,5 mia. kr.
Den faldende rente har igennem hele foråret medvirket til en meget stor aktivitet på boligområdet.
- Vi oplevede den største konverteringsbølge i sparekassens historie, idet kunderne viste stor interesse for at ”komme i sikker havn” – ikke alene ved at udskifte de variabelt forrentede kreditforeningslån til lån med en fast rente, som må anses for at være historisk lav, men også i høj grad ved at udskifte 5 pct. lånene, hedder det i regnskabsmeddelelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.