Fra Aars til Arusha: 19-årige Oliver skal på langtur
Lærling glæder sig til fem uger på den afrikanske østkyst
Opdateret kl. 10:17
STØVRING: Når 19-årige Oliver Fjordbak Christensen de kommende fem uger står og skruer i en traktor, er meget som det plejer. Og så alligevel ikke helt.
Han er ved at uddanne sig til landbrugsmaskinmekaniker, og er til daglig i lære hos Brdr. Thorsen Maskincenter. Men frem til 23. februar skal han ikke møde ind på virksomhedens adresse i Støvring.
Oliver Fjordbak Christensen skal nemlig på langtur - mere end 7000 kilometer væk til Tanzania på den afrikanske østkyst.
- Jeg tager det lidt som en ferie, men det er det jo ikke. Vi skal ned og lave noget, det er bare en anden måde vi skal arbejde på, siger han.
- Megafed oplevelse
Sammen med syv andre fra Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG) skal Oliver Fjordbak Christensen hjælpe til hos lokale virksomheder i og omkring byen Arusha, der ligger tæt på Kilimanjaro. Her kommer de blandt andet til at dele ud af deres faglighed og viden om landbrugsmaskiner, så tanzanierne kan blive bedre til at reparere deres egne maskiner i fremtiden.
Han glæder sig til at opleve en anden kultur og se, hvordan de gør tingene anderledes.
- Det er jo fedt, at man kan lave sådan et tilbud, hvor man kan komme ud og prøve noget andet, siger Oliver Fjordbak Christensen, der kun har hørt gode ting fra de lærlinge, der har været afsted tidligere.
- De siger, at det er en megafed oplevelse, og kun kan opfordre folk til at tage afsted, hvis de har mulighed for det, siger han.
Dannelse og uddannelse
Kasper Palm er forbundssekretær for uddannelsessekretariatet i Dansk Metal, der i sin tid var med til at sparke projektet med ophold i Tanzania i gang. Han fortæller, at de unge, der førhen har været afsted, har fået rigtig meget ud af det, både i forhold til deres uddannelse, men også på et mere personligt plan.
- De har været rigtig glade for opholdet. Selvom de er under uddannelse og skal lære, så overtager de pludselig den rolle, hvor de skal give noget af deres erfaring videre. Det har gjort, at de er vokset rigtig meget. Man kan mærke, at det er nogle unge mennesker, der er kommet tilbage med en helt anden selvtillid, siger han.
Det er også den oplevelse Aksel Gaardsted Christensen, uddannelseschef på entreprenør- og landbrugsmaskinuddannselsen hos HEG, har.
- Der er i høj grad noget personlig dannelse i det. Så det er både uddannelse og dannelse, siger han.
Det er fjerde gang, at HEG sender et hold unge mennesker til Tanzania, men for første gang bliver turen finansieret med midler fra Globus-puljen, der har bevilliget penge til projektet - foreløbig frem til 2025.
Aksel Gaardsted Christensen fortæller, at der med pengene følger en forventning om, at samarbejdet med virksomhederne i Tanzania bliver vedligeholdt efter lærlingenes hjemkomst.
- Det skal være sådan, at de kan ringe fra Tanzania, hvis de har et problem, og så få hjælp over eksempelvis facetime, fortæller han.
Efter planen vil HEG også få besøg fra Tanzania i løbet af i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.