Himmerlands folkelige filmprovo

Den nordjyske instruktør Niels Arden Oplev har sat sit aftryk på DR's nye serie "Ørnen" og "Rejseholdet". Men bag den folkelige succes står en skabskøbenhavner, der vil smadre dansk film og sætte Himmerland på kortet

Han er kendt for at stå bag Taxa-Rene og Fischer fra Rejseholdet. Han er ukendt for de gule toner i filmen "Portland" og for Tommy Kenters motorsavsmassakre i "Fukssvansen". Selv om han har instrueret nogle af de senere års store seer-succeser, holder nordjyden Niels Arden Oplev fast på, at hans hovedværk er fortællinger fra sin hjemegn - Himmerland. Hans debutfilm "Portland" fra 1996 er et portræt af undergrunden i Aalborg. Og da han blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 1989, vandt han adskillige priser med dokumentarfilmen "Hugo fra Himmerland" - et portræt af hans egen far. Den 43-årige nordjyske instruktør er endda opkaldt efter den egn, hvor han er opvokset. - Det er egentligt et gammelt øgenavn, som min oldefar blev kaldt, men i 1918 blev han døbt "Arden" til mellemnavn, og det er ham, som jeg er opkaldt efter, fortæller Niels Arden Oplev. Stemmen er klar. Han taler hurtigt - meget hurtigt, men hver stavelse bliver nydeligt udtalt. Han har tydelig tilbragt de seneste 21 år væk fra Arden og Nordjylland. - Mine venner kalder mig "skabskøbenhavner", og det er nok, hvad jeg er, siger han. Rodløs Niels Arden Oplev er vokset op på en mark ude midt i ingenting mellem Hobro og Hadsund, som hans selv beskriver det. Selv om han har boet halvdelen af sit liv væk fra Nordjylland, så har rødderne altså et solidt tag i ham. - Historien er ved at forsvinde, og så bliver vi identitetsløse, som det er sket for så mange i den vestlige verden, især i USA. Hvis du ikke forstår, hvor du kommer fra og ikke kan fornemme de mennesker, der står bag dig, så lærer du aldrig, hvem du selv er. Vi lærer noget af historien, når vi skal se fremad, og det er derfor, at folk skal belemres med, hvad der er sket i Himmerland i halvfjerdserne, forklarer Niels Arden Oplev med henvisning til "Portland". Storbylivet er blevet Niels Arden Oplevs liv, og han drager nok aldrig tilbage til rødderne, men de åbne vidder har en stor ære i, at Niels Arden Oplev er blevet den instruktør, han er. - Jeg har altid haft problemer med autoriteter. Det skyldes nok mit Himmerland-sind. Jeg kan ikke indordne mig. Det kommer vel af bonden, der er sin egen herre, forklarer han. Debutfilmen "Portland" var også et oprør og en provokation mod den danske filmverden. Han ville vise virkelighedens groteskhed. - Virkeligheden er ikke det pædagogiske velordnede samfund. Det er noget vi har opfundet. Jeg ville vise, at Aalborg ikke er det Morten Korch-billede, som københavnerne tror. Det er ikke bare væg-til-væg-tæppe og trygge rammer. Jeg ville smadre dansk film med "Portland", og det var jo også derfor, at der var nogen, der kaldte mig for psykopat bagefter - folk sagde, at det var en skide god film, men de kunne bare ikke holde ud at se det hele, forklarer han. Ikke bare café-snak Hvis det står til Niels Arden Oplev, kunne han snakke om sine filmprojekter i en uendelighed, men lige nu er det "Ørnen", det handler om og dansk drama i almindelighed - selv om succesen dog er ualmindelig iøjefaldende med den halvanden million seere, der valgte at bruge søndag aften i selskab med instruktørens seneste dramaserie. - Det er faktisk pissesjovt at lave drama - hvor ellers får man en pose penge og landets dygtigste skuespillere til rådighed? spørger han. Niels Arden Oplev står ved alle sine drama-afsnit. Også de, der ikke har samlet hele Danmark foran fjernsynet. Han er ligeglad med, at tv-drama ikke står øverst på de intellektuelle instruktørers ønskeliste, og at tv-serier ikke giver samme omtale for instruktøren, som biograffilm gør. - Det kommer vel an på, hvor ærekær man er, om man absolut skal have sit navn øverst. Hvis ens navn står i vejen for de ting, man gerne vil lave som instruktør, så har man et problem, men der er da sikkert mere kendiseffekt ved at lave sine egne film, siger han. Niels Arden Oplev forklarer, at han ikke er medlem af noget fællesskab som for eksempel instruktørerne bag dogme-konceptet. Desuden har han ikke meget respekt til overs for de instruktører, der samles på caféerne og snakker om deres næste projekter, og som så ikke kommer videre. - Jeg er faktisk en af dem, der har produceret mest. I begyndelsen var det da for at komme i gang og tjene penge, at jeg samarbejdede med DR. Den gang i begyndelsen af halvfemserne var det jo ikke prestige at lave drama for DR, men det var bedre end at lave ingenting. Men tv-drama er blevet kvalitet, siger han. TV-serier er som EU Prestigefyldt er det bestemt i dag. Dansk drama med DR i spidsen har to år i træk vundet den amerikanske pris Emmy-pris for bedste udenlandske dramaserie, og danskerne elsker serierne. Niels Arden Oplev mener, at der er stor forskel på at instruere egne film og andres tv-serier. - Tv-serier er lige som et medlemskab af EU. Jeg afgiver noget suverænitet også rent kunstnerisk, og modsat når jeg laver en film, så er jeg mere enerådig, siger han. Han forklarer, at når han laver tv, så forsøger han at lave et mainstream-koncept, der kan samle danskerne, og når han laver film, så er han mere rabiat og provokerende. - I tv er det håndværket, der er det vigtigste. Så skal det kraftedeme fungere, men i mine film vil jeg smadre pænheden i Danmark. Men der er bestemt fordele ved at lave tv, som man ikke kan få med film. Karakterernes udvikling for eksempel. Da jeg lavede det sidste afsnit af "Taxa", var det som at sige farvel til nogle venner, siger Niels Arden Oplev. Seertalshysteri Det er ikke alle de dramaserier, som Niels Arden Oplev har haft fingre i, der er blevet store seersucceser. "Forsvar", som sendes på TV 2 hver onsdag, kan på ingen måde måle sig med DR's søndagsdrama. - Set i bakspejlet kan jeg selvfølgelig godt se, at "Forsvar" ikke er nær så spændende som for eksempel "Rejseholdet". Det er bare ikke lige så spændende at se folk ævlebævle i en retssag, som det er at se mord og opklaring. Men man skal heller ikke underkende de cirka 700.000 mennesker, der rent faktisk ser "Forsvar". Det skal ikke blive det rene seertalshysteri. Det handler kun om hvor mange, der ser programmerne og ikke om den fortælleglæde og vision, der ligger bag. Han forklarer blandt andet, at "Rejseholdet" ikke blev produceret for at skabe en kæmpesucces, og at det kom bag på bagmændene, at den blev det. Hadesamfund Den nye dramaserie "Ørnen" har også en vision. Niels Arden Oplev mener, at serien vil kunne tilføre danskerne noget nyt. - Visionen er at portrættere et moderne samfund - et Pia Kjærsgaard-hade-samfund. Det vil sige et multietnisk samfund på godt og ondt. Når man lever i det danske samfund i dag, blander tingene sig efter den situation, man er i. Jeg opfører mig forskelligt alt efter om jeg er i København, eller hvis jeg tager tilbage til Nordjylland, men jeg er ikke fremmedgjort af den grund, forklarer Niels Arden Oplev. Han fremhæver, at "Ørnen" netop i forhold til landets andre etniske grupper markerer sig. - For det første har serien en etnisk set ikke-dansker som actionhelt, det har vi jo ikke set før. Selvfølgelig er han lige så dansk som dig om mig, men han har også en anden kultur med i bagagen, forklarer han. Koncept-instruktør Niels Arden Oplev har instrueret de to første afsnit af "Ørnen". Dermed er han den instruktør, der får mest indflydelse på seriens form, da han har været en tung stemme i forhold til at udvælge skuespillerne. - Det er altid sjovest at være den instruktør, der begynder. Det er derfor, at jeg har opfundet betegnelsen konceptuerende instruktør - det er nemlig den person, der bestemmer linien i serien, forklarer han. Niels Arden Oplev har da også været konceptuerende instruktør på både "Rejseholdet" og "Forsvar". Han ville gerne have instrueret flere afsnit af "Ørnen", men tidsmangel har tvunget ham over i en anden bane. Han har nemlig brugt hele sommeren på at filme sin næste spillefilm, der foreløbig har titlen "Martin Luther King og mig".