Himmerlands store vidder

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et af de smukkeste steder på de himmerlandske heder er ved Bruså. Foto: Mette Nielsen

Det er næsten som at træde ind i en af Johannes V. Jensens himmerlandshistorier, når man besøger de himmerlandske heder mellem Løgstør og Aars. Her kan man stadig opleve at vandre i en hede, der med lidt god vilje strækker sig næsten i det uendelige. Hvor der er store vidder og en dejlig krydret duft af lyng, mens man vandrer kilometer efter kilometer. Mellem lyngen gemmer der sig mange fine planter, hvis man ser godt efter. Revlingen, eller sortebær som den også kaldes, er ganske almindelig. Dens mange sorte bær er næsten smagsløse, og derfor blev bærrene i gamle dage regnet for at være fattigmandsføde. Man kan også finde tommentil, hvor rødderne kan bruges til en god kryddersnaps. Eller måske en afblomstret guldblomme, der i gamle dage blev brugt som et elskovsmiddel. Fra gammel tid går der mange små stier og hjulspor hen over de himmerlandske heder, der strækker sig fra Vindblæs Hede i vest til Kyø Dale i øst. I dag er der ikke megen trafik hen over hederne, og gennem mange år groede stierne derfor til, men for et par år siden blev stierne renoveret af Nordjyllands Amt, og nu kan vi i dag glæde os over et 20 km langt stinet over de vidtstrakte heder. Amtet har også udgivet en fin folder med et kort over hederne, så det er nemt at finde vej. Det er faktisk bare med at komme af sted og nyde stilheden i noget af den fineste natur, vi har i Nordjylland. Både natur og kultur Men selv om heden med sine store, øde vidder synes at være ren natur, er de danske heder lige så meget et kulturprodukt, som de er natur. Det er derfor at heden springer i skov, hvis den bliver overladt til sig selv. Historien om de danske heder starter helt tilbage i bondestenalderen, da bønderne ryddede urskoven i det meste af Danmark og dermed skabte et dansk landskab med marker, skov og hede - næsten som vi kender det i dag. Stenalderens bønder praktiserende svedjelandbrug. Det vil sige, at de brændte et stykke skov af, som de derpå dyrkede op. Men på mange af de sandede jyske jorde, var jorden udpint efter nogle år, og derfor blev markerne forladt og overladt til sig selv, mens bønderne brændte et nyt stykke skov af. På de forladte marker rykkede lyngen ind, og da lyng har mange frø og dermed en stor spredningsvene og samtidig skaber et surt tørvelag omkring sig, hvor der næsten kun kan gro lyng og andre hedeplanter, var den jyske hede blevet født. I de næste flere tusinde år bjærgede flittige jyske hedebønder et nøjsomt udkomme på heden. Her kunne får og kreaturer afgræsse lyngen og hedens andre dværgbuske om sommeren. Om vinteren blev kreaturerne fodret med afskåret lyng. På den måde plejede hedebønderne ubevidst heden, for lyng skal jævnligt skæres tilbage for at trives. Så sent som for 200 år siden var omkring en tredjedel af Jylland dækket af hede. Men allerede mens Blicher i begyndelsen af 1800-tallet skrev henført om den jyske hede og dens mange urfugle, synes heden gå sin undergang i møde, for de første “kartoffeltyskere”, som de blev kaldt, var gået i gang med at opdyrke hederne ved Karup. De nordtyske landmænd, der var blevet inviteret til Danmark for at dyrke heden op, medbragte den eksotiske rodfrugt kartoflen, som de introducerede her til lands, og som gav dem øgenavnet. Krigen i 1864 Efter tabet af Sønderjylland og Holsten i krigen i 1864, tog opdyrkningen af heden for alvor fart, og H.C. Andersen skrev bekymret “skynd dig, kom. Om føje år, heden som en kornmark står”. I dag er hovedparten af den jyske hede forlængst blevet til en kornmark. For en halv snes år siden faldt klokken i slag for de sidste danske urfugle. De er nu uddøde herhjemme. En lang række andre dyr og planter, der er tilknyttet hederne, har lidt eller synes på vej til samme skæbne. Muligvis er hjejlen nu uddød som dansk ynglefugl. Hasselsnogen, en slangeart, der levede af hedens firben, er i hvert fald borte for evigt og hedens rose, den hvide vårkobjælde, synes også at være på vej til helt at forsvinde. Kun nogle få steder - som bl.a. de himmerlandske heder - er der bevaret større hedestrækninger, hvor man kan fornemme den natur, der mere end nogen anden har præget Vest- og Nordjylland i de sidste par tusinde år. Tilmed er de himmerlandske heder indlandsheder, der er af en helt anden natur end klithederne langs med Vestkysten. Skal mishandles Selv om de er fredede, kan de himmerlandske heder sagtens forsvinde i de kommende år. Lyngheden skal jo hele tiden plejes, faktisk nærmest mishandles med afbrænding, lynskæring eller afgræsning for at blive ved med at være hede. Når en lyngplante er omkring 40-50 år gammel går den ud, så hvis lynghederne bliver overladt til sig selv, bliver de først til en græsslette og derpå springer de i skov. Men heldigvis er de himmerlandske heder her endnu. Et unikt stykke dansk natur, der bare venter på at få besøg. At blive oplevet og dermed brugt, så der er vilje til at bevare dem - både som natur og som et levende kulturhistorisk minde.