Himmerlandsk gazelle i galop

Tømrerfirmaet Sondrup og Kastberg A/S i Aars er fortsat blandt Danmarks hastigst voksende firmaer

Virksomhedsøkonomi 1. december 2004 05:00

AARS:En gazelle er ikke bare en letbenet, afrikansk afart af et rådyr. Det kan eksempelvis også være et hastigt voksende tømrerfirma i Aars. For andet år i træk har Sondrup og Kastberg A/S på Tolstrup Byvej sikret sig en plads på dagbladet Børsens hitliste over "gazelle-firmaer" - d.v.s. virksomheder, som inden for en fire-årig periode har mere end fordoblet omsætningen. I 2003 rangerede firmaet helt oppe som nr. 8 i Nordjylland, og også i år hører firmaet til blandt de knap 800 hastigst voksende i dansk erhvervsliv. - Der er bare fuldt skrald på hele tiden, og som det ser ud i øjeblikket, er der i hvert fald heller ingen af vore 44 medarbejdere, der kommer hjem at gå i vinter, lyder de optimistiske bulletiner fra de to "gazelleopdrættere", Jan Sondrup og Hans Jørgen Kastberg. Langt, sejt træk Drømmen om at arbejde sig op i tømrerbranchens sværvægtskasse har i realiteten altid været der. I begyndelsen gik det bare ikke helt så stærkt, som Jan Sondrup havde håbet på, da han i 1994 slog sig ned som selvstændig. - Konkurrencen er hård, og der var da flere år, hvor jeg gik med 5-10 mand og hovedsageligt udførte mindre tømreropgaver i Aars og nærmeste omegn, mindes han. Gennembruddet kom, da Jan Sondrup i 2001 vandt licitationen og sikrede sig tømrerarbejdet i forbindelse med opførelsen af det nye golfhotel i Gatten. - Pludselig rykkede det bare. Jeg fik nogle gode kontrakter hjem, og på et tidspunkt var det lige før, det hele var ved at vokse mig over hovedet, erkender han. En god idé Netop i denne pressede situation fik Jan Sondrup, hvad han i dag betegner som en rigtig god ide: Han ringede til sin tidligere voksenlærling, Hans Jørgen Kastberg, og tilbød ham en halvpart i firmaet. - Hans Jørgen har den store force, at han - i modsætning til mig - ikke har noget imod at sidde hjemme på kontoret. Efter at han er kommet ind i firmaet, har vi fået en "kassemester" i huset, og dét, tror jeg, er en utroligt vigtig faktor. - Mange mindre firmaer begår typisk den fejl, at de ekspandererer, uden at regnskabs- og administrationsdelen følger med. Og så havner de let i den situation, hvor indtjeningen døjer med at kunne holde trit med omsætningen, konstaterer Jan Sondrup. At tømrerfirmaet på Tolstrup Byvej er gået fra at være en énmands- til at være en tomandsvirksomhed har samtidig betydet, at firmaet har fået kapacitet til at byde ind på flere større opgaver. I øjeblikket er firmaet eksempelvis i gang med at renovere Nibe Skole, bygge lejeboliger i Nørresundby og udføre tømrerarbejde på "Slagterigrunden" i Aars, og så sent som i denne uge er Sondrup og Kastberg A/S gået i gang med et nyt industribyggeri i Aalestrup. Sideløbende med de store projekter fortsætter firmaet ufortrødent med at skifte vinduer for fru Hansen og opsætte nye skillevægge for hr. Petersen. - Det er også en vigtig del af vores virksomhedsfilosofi. Vi vil fortsat gerne betjene privatkunderne i Aars, og af samme grund har vi en fast kerne på en halv snes mand, som mere eller mindre har specialiseret sig i at udføre "spjældarbejde" for private. - For en husejer er det ofte en lige så stor investering at skulle renovere sit tag, som det er for en virksomhed at bygge en ny fabrikshal, påpeger Jan Sondrup og Niels Jørgen Kastberg. Nye visioner Makkerparret på Tolstrup Byvej tør ikke love, at de næste år ved denne tid påny har gjort sig fortjent til prædikatet: gazelle. Officielt er målsætningen for 2005 en "kontrolleret vækst", som kan være med til at konsolidere virksomheden på det nuværende niveau. - Men bortset fra dét har vi da fortsat ambitioner om, at virksomheden skal udvikle sig yderligere, forsikrer Niels Jørgen Kastberg. Et af de nye tiltag i Sondrup og Kastberg A/S er etableringen af et særskilt tagpap-firma, der på underentreprenørbasis udfører tagdækningsopgaver. Ikke bare for moderfirmaet - men også for andre håndværksmestre i området. Denne nye aktivitet har alene givet beskæftigelse til fem nye medarbejdere. En anden fremtidsvision er at udvide kundekredsen til også at omfatte kunder øst for Storebælt. - Vi er så småt ved at have fået etableret et kontaktnet på Sjælland, og det er helt sikkert noget, vi vil arbejde videre med i 2005. - Vore godt 40 medarbejdere kan i sagens natur ikke allesammen rende rundt i Aars Kommune. Selv om det i grunden er forbavsende hvor meget tømrerarbejde, der har været at lave i Aars og omegn de senere år, bemærker Jan Sondrup og Hans Jørgen Kastberg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...