Hindu-tempel stormet af soldater

Indien 26. september 2002 08:00

GANDHINAGAR: Indiske soldater stormede i går et Hindu-tempel i delstaten Gujarat og dræbte to bevæbnede muslimer, der havde dræbt 28 mænd, kvinder og børn under et angreb tirsdag. De blodige begivenheder har øget frygten for nye sekteriske uroligheder og ny spænding mellem Indien og Pakistan. Indien giver Pakistan skylden for angrebet, som myndighederne siger blev udført af personer, der angiveligt var opsat på at hævne muslimske dødsfald under uroligheder i Gujarat tidligere på året. Den pakistanske regering kalder beskyldningerne for latterlige. Flere end 70 mennesker blev såret, da de to muslimer tirsdag aften angreb Akshardham-templet i Gandhinagar, lokalhovedstaden i Gujarat. Sikkerhedsstyrker omringede templet natten igennem, indtil de stormede den omfattende, lyserøde sandstensbygning. En soldat blev dræbt under angrebet og to politifolk døde senere af deres sår, oplyser politiet. Det bringer det samlede dødstal, de muslimske angribere iberegnet, op på 33. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...