Kunst

Hip, hip, hurra vender hjem

Den 18. juni åbner Skagens Museum udstillingen "At male sit privatliv - skagensmalerne og det intime maleri", og i den forbindelse har museet fået lov til at låne P.S. Krøyers berømte billede "Hip, hip, hurra!", der er malet i 1888. Maleriet ejes af Göteborgs Konstmuseum og har ikke været udstillet på Skagens Museum i mere end 50 år. Motivet viser et af de mest kendte aspekter af livet i kunstnerkolonien på Skagen: Skagensmalernes festlige samvær. Billedet er et eminent eksempel på Krøyers fænomenale evne til at skildre lyset, der filtreres gennem det grønne løv og indfanger kunstnernes festlige selskab omkring bordet. "Hip, hip hurra!" udstilles sammen med andre af skagensmalernes værker, der skildrer kunstnernes privatliv og kan ses på Skagens Museum indtil 11. september.