Uddelte tæv til en fastelavnsfest: Gerningsmand idømt 60 dages fængsel

Fastelavnsfest udviklede sig voldsomt på lærerseminarium - dom gjort betinget på grund af gerningsmands gode forhold

Jens Hukiær
Arkivfoto
Vold 29. oktober 2018 13:38 - Opdateret 30. oktober 2018 09:36

AALBORG: En hippie, der tævede en troldmand med en flaske. Det var det usædvanlige scenarie, der udgjorde en stor del af en retssag ved Retten i Aalborg mandag formiddag.

Overfaldet var nemlig sket under en fastelavnsfest i aulaen på Aalborg Seminarium på Mylius Erichsens Vej i Aalborg ved 01-tiden natten til den 3. marts i år.

Den tiltalte - en nu 22-årig mand, der altså var udklædt som hippie ved fastelavnsfesten - blev idømt en fængselsstraf på 60 dage, for overfaldet på den medstuderende, der var udklædt som trold,and.

- De 60 dages fængsel blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste på grund af tiltaltes gode personlige forhold - herunder, at han var i gang med et uddannelsesforløb og ikke tidligere var straffet for lignende kriminalitet, fortæller Mikkel Holdensgaard, anklager ved Nordjyllands Politi.

Den 22-årige forklarede i retten, at han ikke kunne huske de nærmeres omstændigheder i forbindelse med episoden.

Blackout efter druk

Han forklarede i retten, at det var rigtigt, at han havde deltaget i fastelavnsfesten på seminariet.

- Han forklarede, at han havde fået et blackout som følge af alkoholindtag, fortæller anklageren.

En række vidner - alle sammen deltagere i fastelavnsfesten - kunne i retten forklare nærmere om hændelsesforløbet.

De forklarede, at den 22-årige havde antastet flere kvindelige pædagogstuderende på en meget upassende måde, hvorefter det senere offer havde bedt den 22-årige om at opføre sig ordentligt.

Det hidsede den 22-årige så meget op, at han slog offeret flere gange i hovedet med en flaske, hvilket gav offeret flere flænger i ansigtet.

Den overfaldne havde herefter pacificeret den 22-årige og lagt ham i benlås.

- Vidnerne kunne forklare, at der var en person, der var klædt ud, som tiltalte var. Der var også vidner, der kunne udpege tiltalte, som den der havde slået den mandlige medstuderende med flasken, og derfor idømte retten ham de 60 dages fængsel, fortæller Mikkel Holdensgaard, der er tilfreds med, at retten kaldte forbrydelsen alvorlig og derfor dømte manden efter anklageskriftet.

Den 22-årige modtog dommen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...