EMNER

Hirtshals-firma får stor opgave

SKAGEN:Det bliver Hirtshalsfirmaet HMU A/S Entreprenørforretning, der skal klare afvandings- og jordarbejde, når den store renovering af sporlegemet fra Skagen til Frederikshavn kommer i gang til efteråret. - Det er en meget stor opgave for os. Vi vil nok have 35-40 mand fast på opgaven fra midten af august og resten af året, konstaterer ejer af HMU A/S Entreprenørforretning, Jan-Iver Christiansen, der ikke ønsker at oplyse nærmere om den aftalte pris for arbejdet. Firmaet skal udføre arbejdet som underentreprenør for Banestyrelsen Baneteknik, der har hovedentreprisen med at renovere de i alt 36,5 kilometer spor, et arbejde, der ifølge Nordjyske Jernbaner samlet vil koste cirka 115 millioner kroner. Til opgaven skal der blandt andet bruges cirka 4.300 tons skinner, 50.000 tons skærver og 22.300 betonsveller. Nordjyske Jernbaner har da også sikret sig, at arbejdet først bliver sat i gang midt i august, når sommertrafikken til Skagen er overstået. Arbejdet skal ifølge planen foregå, uden at togtrafikken mellem Skagen og Frederikshavn afbrydes, da arbejdet typisk vil foregå om aftenen og natten. Hele renoveringen ventes overstået inden jul. - Til den tid vil toget kunne køre 100 kilometer i timen mod de nuværende 75, men i praksis er sporet bygget op, så det med mindre justeringer engang i fremtiden vil kunne klare en hastighed på 120 kilometer i timen, forklarer entrepriseleder i Banestyrelsen Baneteknik, Jørgen Lystbæk.