Havne

Hirtshals Havn i positiv spiral

Succes og vækst for andet år i træk

HIRTSHALS:Friheden som kommunal selvstyrehavn har sat en positiv udviklingsspiral i gang i Hirtshals Havn. Det økonomiske resultat i begge to år som selvstændig overgår klart tidligere års. Bestyrelsen har netop godkendt regnskabet for sidste år og og formanden, borgmester Knud Størup betegner udviklingen som meget positiv. Omsætningen i 2002 blev 54 mio. kr., knap 10 pct. mere end sidste fra året før. Salg af sand fra oprensning og uddybning har medvirket til væksten. Resultatet efter afskrivning og finansielle poster er 22,4 mio. kr., en forbedring på hele 23,1 pct. Der er øget aktivitet på de afgørende områder. Gods- og containertrafikken er steget, og containeromsætningen er fordoblet til 20.000 stk., en udvikling, der forventes fortsat i år. Og fiskeriet har trods svære tider præsteret en vækst på 4,3 pct. i forhold til 2001. Havnens har sat et udviklingsarbejde i gang, etablering af "Fiske-Terminal Hirtshals", som skal give bedre rammer for håndtering og auktion. I årsberetningen fremhæves en række store anlægsarbejder i årets løb: 300 meter ny kaj med vanddybe så skibe med over 9 meter vanddybde kan anløbe havnen, en containerkran og en containeromladeplads. Desuden er der investeret 45 mio. kr. i flytning af dækmolen, hvilket giver højere besejlingssikkerhed. Billedet af havnen som Nordatlantens ind- og udfaldsport til kontinentet tegner sig. Fra midten af februar afgår der hver uge tre heltog fra Hirtshals havn til Centraleuropa og der ankommer tre tog fra Duisburg, Tyskland. Den dybere havn kan tage større skibe. Og motorvejen får fra næste år udgangspunkt - næsten - fra Hirtshals.