EMNER

Hirtshals-kutter får bøde for at snyde på vægten

Ejer afviser beskyldninger om bevidst snyd - men accepterer bøde på 80.000 kr.

HIRTSHALS/NORGE:Det kostede Hirtshals-fartøjet HG Luna en bøde på 80.000 kr., at fangsten ikke var bogført korrekt, da den norske kystvagt foretog en rutineinspektion om bord. Episoden fandt sted søndag morgen, hvor det norske kystvagtskib ”Ålesund” ville tjekke fangst, redskaber og fangstjournal. En gennemgang af lasten viste, at der var ca. 700 kg. havtasker som ikke var noteret i fangstjournalen, og derfor valgte fiskerikontrollen at bringe Luna med til Bergen for en nærmere efterforskning. Ejeren af HG Luna, Lars Nielsen fra Hirtshals, har allerede accepteret bøden. - Der er tale om en dum regnefejl. Det er brandærgerligt. Der er en helt ny skipper om bord, og det er hans første tur. Han havde desværre ikke fået skrevet de rigtige tal i journalen, siger Lars Nielsen. Ifølge nordmændene var det ikke tilfældigt, at man foretog dette rutinetjek på et udenlandsk fiskefartøj. - Vi har gennem de seneste par år haft en mistanke om, at flere fartøjer forsøger at hvidvaske deres fangst i norsk farvand, og derfor foretager vi mange stikprøver i øjeblikket, siger orlogskaptajn Rune Stenevik, som er leder af operationen ved Kystvagten i Sydnorge. Det ulovlige fiskeri foregår på den måde, at fangsten i norsk farvand i stedet bliver anført i fangstjournalen som om, at det er fanget i enten dansk eller britisk zone. Lars Nielsen afviser, at der var tale om bevidst snyd. - Det er en regnefejl. Hør nu her. Fartøjet har stadig over tre tons tilbage af kvoten for maj, så der var slet ingen grund til at skrive færre fisk end de reelt havde fanget i journalen, siger Lars Nielsen. HG Luna har lagt fra kajen i Bergen og fisker igen i norsk farvand. Det er anden gang i år, at de norske myndigheder tilbageholder et dansk fiskefartøj. Tidligere på året blev Isafold opbragt, fordi fartøjet ikke havde de nødvendige licenser om bord. Det resulterede siden i en bøde på 50.000 kr.