Hirtshals skal være skulpturby

Handelslivet klar med 100.000 kr. - håber på politisk velvilje

HIRTSHALS:Planerne om at gøre Skagerak Skulpturfestivalen 2005 til en permanent del af gadebilledet i Hirtshals er kommet et skridt videre. De handlende i Hirtshals er klar med 100.000 kr. til at bevare skulpturerne. - Vi har søgt et tilsvarende tilskud fra byfornyelsespuljen og håber på velvilje fra teknisk udvalg, siger han-delschef i Hirtshals Handelsstandsforening,Jens Brændgaard. Det var børne-og kulturudvalgsformand Ole Albæk (UP) som luftede tanken om at søge midler fra byfornyelsespuljen i forbindelse med evalueringen af skulpturfestivalen. Ifølge handelschefen kan man forestille sig en model, hvor handelsstandsforeningen bidrager med en andel, mens de enkelte handlende også selv spytter i kassen. Endelig er der også planer om at lave en form leasing-aftale med kunstnere, ligesom man vil søge penge fra forskellige fonde. Handelschefen arbejder sammen med billedhuggeren Stinne Teglhus på, at skulpturer fremover skal være en del af Hirtshals. - Hirtshals skal være fremtidens skulpturby. Det vil være en god ide, hvis de handlende og kunstnere går hånd i hånd, for det vil give mere synlighed, siger Jens Brændgaard Han håber på en tilkendegivelse fra kommunalt hold inden 1. december.