Lokalpolitik

Hirtshals slæbte stor gæld med ind i storkommunen

De tre andre kommuner kom med penge i kassen

HJØRRING:Der var særdeles stor forskel på medgiften, da de fire kommuner Hjørring, Hirtshals, Sindal og Løkken-Vrå gik sammen i et fornuftsægteskab 1. januar 2007. Én af de fire havde faktisk kun én ting med til de nye fællesskab: Gæld. På bunden af Hirtshals’ brudekiste lå der blot et gældsbevis på næsten 65 mio. kr. Løkken-Vrå havde 1,6 mio. kr. med, Hjørring 14,3 mio. kr., mens Sindal Kommune leverede hele 21,3 mio. kr. Hjørring borgmester Finn Olesen (S), der har stået for brylluppet, skal på onsdag sammen med de øvrige medlemmer af økonomiudvalget tage stilling til, om man uden videre vil sende regnskaberne fra de fire kommuner videre til revision. Driften er skredet Det er først og fremmest på det driftsmæssige område, at Hirtshals Kommune har overskredet det budgetterede. Her er et underskud på 31,4 mio. kr., hvor der for 2006 var budgetteret med et overskud på 3,3 mio. kr. Flere af kommunerne har brugt meget mere på anlægssiden, end der var budgetteret med for 2006. I Løkken-Vrå blev der investeret for 43 mio. kr. mod oprindeligt budgetteret 8,8 mio. kr. Sindal, der kom med den største faktiske kassebeholdning, brugte også lidt mere til anlæg end budgetteret, nemlig 3,7 mio. kr. Hjørring havde budgetteret med et anlægsbudget på 33,6 mio. kr., men endte med at skulle bruge 72,8 mio. kr., men de fleste penge er ikke anvendt i 2006, men overført til budget 2007.