Hirtshals

Hirtshals uden strøm - mand sad fast i elevator

Store dele af byen måtte undvære strøm, fordi elkabel blev gravet over.

Kl. cirka 11.30 blev et stort el-kabel i Jyllandsgade gravet over. Det medførte, at store dele af Hirtshals var uden størm, men kort før kl. 13 havde næsten alle fået strømmen igen. Hirtshals El og Varme blev kimet ned af bekymrede borgere. Nogen havde en vask over og et andet sted var man i gang med at lave mad til et større selskab. For en borger blev det ekstra træls, for han kom til at sidde fast i en elevator i en etageejendom i Jørgen Fibigersgade. Elkablet blev gravet over af en gravemaskine, som var i gang med at udbedre de store skader, der opstod i Jyllandsgade, da kloakken sprængtes i forbindelse med det heftige regnvejr i mandags.