Rusland

Hissa hussa hejsasa - nu ska' svensken ha' da da

10. marts er det 300 år siden, vi endegyldigt gav afkald på Skåne, Blekinge og Halland. Stridsøksen er for længst begravet, men mange skåninge føler sig den dag i dag mere i familie med det danske broderfolk, end de gør med magteliten i Stock

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fejl lukkede Øresundsbroen i kortere tid. Ifølge Øresundsbroen nåede der ikke at opstå ret lange køer, før der igen blev åbnet for trafik. Arkivfoto: Colourbox

Af Sonja Sabinsky redaktion@nordjyske.dk Svenskerne kan godt lide at sætte os danskere på plads. De gør det irriterende tit i fodbold, og forleden fik vi en på sinkadusen, da Olof Palme-prisen gik til den danske forfatter og samfundsdebattør Carsten Jensen, fordi han i den offentlige debat har hævet sværdet over sit folk: Vi opfører os uanstændigt i forhold til asylansøgere og i forhold til muslimske indvandrere, mener han. Prisen er ikke kun ment som et skulderklap til Carsten Jensen og et slag i ansigtet på os danskere. Den er også tænkt som en påmindelse til det svenske folk om, at de skal passe på med ikke at give for meget magt til Sverigesdemokraterne, der ideologisk ligger tæt på Dansk Folkeparti, for så vil det gå Sverige, som det er gået Danmark. Det vil blive de urene hænders land. Det mener Palme komitéen, og det mener mange svenskere - ikke mindst de politiske og kulturelle magthavere i Stockholm. Men svenskerne har ikke altid haft så rene hænder som nu. I starten af 1700-tallet hærgede og regerede de, hvor de kunne komme af sted med det. Sverige var en stormagt, og på et tidspunkt fik nabolandene nok. Storhedsvanviddet skulle stoppes - men som det så ofte er tilfældet i slige sager, så var de udfarende kræfter ligeså storhedsvanvittige som det land, de gik i kødet på. Alle var de krigsliderlige bulderbasser. Det gjaldt Ruslands Peter den Store, Sachsen-Polens August den Stærke og til dels også Danmarks enevældige Frederik IV. Alle ønskede de at reducere svenskernes magt, for selv at hugge ind på landområder. Den danske konge var mest interesseret i at generobre Skåne, Blekinge og Halland - Skånelandene - som vi tabte i 1658, da Danmark og Sverige indgik Roskildefreden. Og et halvt århundrede senere - i 1709 - så kongen så pludseligt sit snit til, at drømmen kunne gå i opfyldelse, for kollegaen - den svenske konge Karl 12. befandt sig med sin hær i Rusland, hvor han led det ene militære nederlag efter det andet til den russiske zar, og hjemme i Sverige gik hans folk forkomne rundt efter mange års krig. Skulle det være, så skulle det være nu. Tidspunktet var perfekt. Nu sku' svensken ha' da da. "Det var nu eller aldrig" - et slogan, der i øvrigt var påmalet det danske krigsmateriel, da det gik i land ved Helsingborg. Slået til plukfisk I oktober 1709 indgik Frederik IV en alliance med den russiske zar, og den 12. november blev en dansk hærstyrke på 16.000 mand så sejlet til Raa syd for Helsingborg. Det gik over al forventning. Skåne og Blekinge blev tilbageerobret med undtagelse af Malmø og Landskrona. Vi var tilbage på skansen, og det var mange i Skånelandene lykkelige for, for de følte sig af gode grunde meget mere danske end svenske - de drømte om genforening med det tabte fædreland. Og det var da også meget tæt på, at vi igen blev smedet sammen, men der var alligevel mere saft og kraft i svenskerne, end den danske konge havde regnet med. Han havde i øvrigt travlt med at lade safterne sive ned over en ny elskerinde, som han morede sig med hjemme på slottet. Sejrsrusen blev kort, for længere nord på i Sverige havde generalguvernør Magnus Stenbock fået samlet en hær, og den 10. marts 1710 kom angrebet. Nu sku' dansken ha' da da. Og det fik vi. Det gik helt galt. Den danske taktik og krigsførelse var en opvisning i talentløshed - og det endte med at blive et af de mest modbydelige og blodige slag, der nogensinde er udkæmpet på svensk jord. Efter fem dage var vi slået til plukfisk. Halvdelen af styrken var enten slemt sårede eller døde, og 2.500 danske soldater blev taget til fange. Også mange skåninge, der kæmpede på dansk side, gik tabt i det slag. Fredelig genforening 10. marts er det altså 300 år siden det sidste slag om den skånske jord blev udkæmpet mellem danskerne og svenskerne, og efter alle de år skulle man tro, at ter Slaget ved Helsingborg. Men denne gang er genforeningen sket, uden at der er blevet udgydt en eneste dråbe blod: - Øresundsbroen har bragt os tættere sammen. Danskere bosætter sig i Skåne, og mange skåninge arbejder nu i Danmark. Erhvervsvirksomheder arbejder også meget mere sammen hen over sundet, end de gjorde tidligere. Interessen for det danske kan man også aflæse på universitetet i Lund, fortæller Lars Hovbakke Sørensen. Her har der de seneste år været en stigende interesse i at læse dansk kultur og sprog.