Historien om det glemte VM FARE: Håndboldens popularitet trues af landsholdets deroute

AALBORG:Der var engang et lille land i det høje nord, hvor befolkningen hvert år fulgte med i en spændende julekalender. Landets darlings - de såkaldte håndboldpiger - spillede altid store og afgørende mesterskaber i december måned, og da håndboldpigerne var blandt de bedste i verden, var det en julekalender, der næsten altid fik en lykkelig slutning. Lige indtil et skæbnesvangert år 2006, hvor håndboldpigerne lige pludselig ikke længere var særligt gode. Og i 2007 kunne de endda ikke engang komme med til det store mesterskab, og pludselig måtte danskerne finde noget andet at lave i december måned. Store konsekvenser Som sportsjournalist er det ganske underligt at komme på arbejde i denne december måned, hvor man er vant til, at mindst en side i avisen og flere minutters radio skal udfyldes med årets internationale mesterskab i kvindehåndbold. Men årets VM i Frankrig er gået totalt i glemmebogen for langt de fleste danskere. Farmor har lagt klaphatten på hylden og fjernsynet har stået på julekoncert i stedet for. De danske håndbolddarlings er inde i en gevaldig nedtur og derfor ikke med i Frankrig, og et EM uden søde danske piger kan ikke fange interessen hos de faste seere, der ellers troligt har fulgt de spændende slutrunder de foregående år. På sigt er dette en meget farlig udvikling for kvindehåndbolden i Danmark, for det er en sport, der er blevet båret frem af den store interesse for landsholdet - en interesse, der startede i begyndelsen af halvfemserne og blot er blevet forstærket siden med masser af tilskuere til kampene i verdens bedste håndboldliga. Men interessen vil falme igen, hvis landsholdet ikke formår at vende skuden. Håndbolden har brug for landsholdet som et samlingspunkt, for det er svært at skabe interesse om en VM-kamp mellem Angola og Rumænien, og det er faktisk ret paradoksalt. Det er danskheden og nationalfølelsen, der tager over, når danskerne ser kvindehåndbold, og måske knap så meget sportens underholdningsværdi, for det vil være svært at forestille sig en VM-turnering i fodbold få så lidt opmærksomhed, som årets VM i kvindehåndbold har fået. En VM-finale i fodbold uden dansk deltagelse ville stadig samle op imod en million seere, mens jeg ikke kan forestille mig, at TV2 satte seerrekord under transmissionen af gårsdagens finale mellem Rusland og Norge. Håbet lever Heldigvis kan man håbe på, at danskerne snart igen får deres julekalender tilbage. Der er stadig rigtig godt drive i det danske ungdomsarbejde, og dermed ser det ikke ud til, at der kommer til at mangle talenter i forsøget på at genopbygge et succesfyldt landshold. Men det er også en nødvendighed, for allerede næste år får sporten et nyt rap over nallerne, når danskerne ikke er med ved OL. Sporten, der har reddet vores tre seneste OL-deltagelser med en guldmedalje på sidstedagen, får nu ikke chancen for at gentage kunststykket. Og så begynder klaphatten for alvor at samle støv, inden Danmark igen kommer til et stort mesterskab.