Historien om opvaskestativet, navet og resterne af en gammel cykel

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En stor bunke skrot på havnen gav Poul Sørensen inspiration til at tage hul på en - for ham - splinterny - genre. Foto Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:På én af sine mange ture ned på havnen, fik maleren Poul Sørensen pludselig en idé – en ny ide altså. Det resulterede i en række billeder med titler som skrotlandskab og skrotvisioner, i en - for Sørensen – helt ny - nærmest abstrakt, udtryksform. - Jeg fik pludselig øje på en gevaldig bunke skrot dernede – en enorm dynge. Det var sidste efterår og på det tidspunkt var der meget fine farver i dem. Det var meget dynamisk at kigge på bunkerne, mens solen spillede i dem, så jeg tænkte, det vil jeg altså prøve at male. Man kan sige, at det er noget roderi at sætte sig ud i, for det kan være svært at få styr på, med de mange, mange elementer, der er. Men jeg fik lyst til at gå i gang med bunkens dramatik, så det gjorde jeg, siger Poul Sørensen. Lyset over Læsø Helt fra starten i 1960’erne var han ekspressionist, altså udtryksmaler, men så skete der noget. - For ti år siden, da jeg gik ud med staffeliet på Læsø, oplevede jeg der et lys – som en blus der stod ned fra oven. Jeg bevægede mig gennem et moseområde, hvor der stod en gruppe fyrretræer, som jeg godt ville male. Og jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv: hvad er du i gang med? Det har Cezanne jo allerede gjort fremragende – alligevel vovede jeg mig ud i det. Jeg havde åbenbart udviklet mig til en gammeldags landskabsmaler nu! Det var der jo ikke meget modernisme i, og jeg frygtede, at jeg blev en gammel sentimental maler, der faldt i sumpen med fare for at sidde fast på alle mulige måder. Jeg bliver meget følsomt optaget af naturen og vil egentlig bare gerne lave det så pænt som muligt. Nå, men okay, jeg besluttede at male det, jeg så og så færdig. Det har jeg også gjort, da jeg malede ”Skrotlandskabet”, som jo også er en form for landskabsmaleri, siger Poul Sørensen. Dynamikken, der trak De følgende billeder har han kaldt ”Skrotvisioner”, fordi han dér er på vej over i det abstrakte maleri – med afsæt i landskabet, men uden at male figurativt. Rent mentalt har hans hoved arbejdet videre med motiverne fra skrotlandskabet - som videredigtniger på de oprindelige indtryk. Så en bunke kan skrot altså også bruges til noget kreativt. - Ja, jeg blev i hvert fald vældig betaget af det. Men jeg nok indrømme, at det var det ekspresseive, dynamikken, der trak. For jeg sagde, hov, nu har du stået ti år på Læsø og malet landskaber, nu kan jeg komme tilbage til noget af det , jeg startede med at male, siger Sørensen. Der stråler en imponerende power og bevægelse ud af hans seneste arbejder, og man kan næsten høre jernet ruste, kranen grave rundt i affaldet og bunken røre på sig. - Det er faktisk også det, jeg vil have - jeg vil gerne formidle bevægelsen og kraften. Og sjovt nok overvejede jeg at tage en båndoptager med derned og optage nogle af lydene fra kranens skramlen – det ville nærmest være en installation, siger han. Provokeret af skrot Men Sørensens skrotlandskab og visioner står så stærke, at øjet allerede kan se lydene. - Selv om det er kaotisk, er der alligevel ro over billederne. Det har jeg i hvert fald tilstræbt. I starten brugte jeg helt ærligt meget kraftige farver, men den gik alligevel ikke – for jeg kan jo ikke med de farver. De skal dæmpes ned. Jeg er jo til jordfarverne, selv om jeg har brugt meget stærkere farver, end jeg plejer. Det blev jeg provokeret til på grund af de helt anderledes former. Men det var først og fremmest for at få kosmos – altså orden – ud af det kaos, siger Sørensen Han har også en anden dagsorden. - Jeg vil egentlig også gerne blande noget politik ind i netop disse arbejder. Jeg synes, det er ganske forfærdeligt, at vi er så rigt et samfund, at vi har råd til at smide så meget væk. Tænk på, at vi er ¼ af verdens befolkning og vi forbruger ¾ af hele verdens ressourcer – det er jo en skandale. Skrotbjergene på vores lille havn er store som pyramiderne, og det er en evig påmindelse for vores samvittighed – en skamstøtte over vores overforbrug, siger Poul Sørensen. Nærmest underforbrug Og hvad kan man så gøre ved det...”Skrotlandskabet” er i hvert fald ikke overforbug – det er direkte genbrug. - Det er malet på fire stykker pap, der er limet på en plade, fordi jeg tænkte, nej, jeg vil ikke stå og spilde mange, gode materielaer på noget, der bare ender med at stå ude bagved. Jeg havde slet ikke regnet med, at det skulle blive til noget. Men så blev jeg grebet af det – syntes det var spændende, for jeg har aldrig arbejdet med så koncentrerede former før. Siden opløser jeg dem igen i visionerne. Hist og her har jeg sneget mig til at putte andre elementer ind, som ikke var der, ligesom jeg har fantaseret over formerne i f.eks. et opvaskestativ, navet fra bil, rustne rør og en gammel cykel, siger Sørensen. Han ved godt, det er let at pege fingre – men han gør det alligevel. Naturstorforbruger - Jeg kan nemt gøre mig selv hellig, for jeg har ikke brug for alle de maskiner. Det er selvfølgelig at sætte det på spidsen, men jeg kunne nok bo i en jordhule, hvis det var nødvendigt, siger Sørensen. Vi er altså medlem af en meget lille, eksklusiv kreds, der har mulighed for at købe og smide væk - selve velfærdssamfundets svøbe af dobbeltmoral. Og hvordan løser man så det. - Den eneste måde, jeg kan foreslå, er at vi nedsætter forbruget. Og det er nemt at sige det. Men det rager ikke mig en pind, for jeg har ikke sådan behov for at bruge. Jeg er til gengæld meget, meget stor naturforbrugere – det er dét sted, jeg kan finde på at blive religiøs. Når jeg sidder på Læsø og kigger på lyng og skov, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det alligevel er utroligt, som naturen er skabt. Der har været dage på Læsø, hvor lyset har været så skarpt, at man næsten blev blind af det. Især om sommeren er lyset enestående, siger Poul Sørensen drømmende. Linjen tilbage - og frem - Der er en linje tilbage til mine arbejder fra tresserne og det, jeg netop er blevet færdig med. Det kan jeg sagtens se, og det har været meget spændende at vende lidt tilbage – selv om det er ganske nyt! Normalt arbejder jeg meget pastost (farver på et maleri, der bliver påført i et tykt lag), men det har jeg ikke gjort hér. For jeg ville ikke stå og spilde for meget – så jeg har været rimeligt tilbageholdende. Det er ren og skær leg – et eksperiment, der blev til et projekt, slutter Poul Sørenensen. Hans billeder kan ses fra på lørdag kl. 14 på Frederikshavns Kunstmuseum.