Historiens øjne

Nelson Mandela bruges som ikon i en film, hvor vi kommer tæt på de mennesker, der forsøgte at hade ham. Bille Augusts nye film ”Farvel Bafana” skal fortælle os noget om fjendebilleder, forsoning og fokus

Troels Donnerborg
Bille August under optagelserne til filmen om Mandelas fangevogter, James Gregory, der har Danmarkspremiere 7. september. Scanpix
Insekter 2. september 2007 06:00

Det er som om de to dueæg er klistret fast på kinderne af ham. To gennemsigtige ovale monokler, som skærer øjnene over i to dele og forbindes af en enkel streng henover næseryggen. Gennem de briller ser han verden. Det har han vist gjort så længe nogen kan huske uden stor tanke på modens diktat. Og det er det væsentlige. Synsvinklen. Bille August har anlagt fokus på Nelson Mandela i sin nye film Farvel Bafana. Han fremstår til violiners sang i det lyseste lys, som det ikon, de fleste opfatter ham som. Men denne gang er det ikke rygklappere og åndsfæller, der kigger på ham. De to dueæg lader os se verden gennem øjnene på Mandelas største fjende og ultimative modstykke. Hans hvide fangevogter James Gregory, som med tiden får sympati for Mandela og bliver hans ven. - På intet tidspunkt viger vi fra den synsvinkel. Det er James Gregorys historie, vi fortæller. Og vi følger, hvordan han forandrer sig som menneske. For mennesket er en foranderlig størrelse. Vi kan forbedre os, og vi ejer evnen til reformation. Og det er det, James Gregory er beviset på. Bille August så Mandela træde ud af sit fængsel på et svensk fjernsyn. I 1990 havde han vundet en Oscar og en Golden Globe for Pelle Erobreren og var i Sverige for at instruere filmen Den Gode Vilje om den svenske instruktør Ingmar Bergman, Men selv for svenskerne, der havde støttet frihedskampen i Syd Afrika i langt højere grad end danskerne, var det bemærkelsesværdigt at se en mand tale om forsoning efter at have siddet 28 år i fængsel. - Jeg syntes, det var et signal om, at her var en mand, der var lavet af noget specielt. En helt speciel politisk personlighed, og jeg tænkte: Ham kommer vi til at høre mere fra. Det var en mand, som man ikke kunne undgå. Men selv om August allerede dengang var betaget, var det først mange år senere, at han kastede sig over den store udfordring, det var at lave en film om den levende politiske helt. Og da han endelig gjorde det, var det med en baskende elefant i maven. - Jo altså, jeg havde mest præstationsangst i starten, da jeg skulle beslutte mig for, om jeg ville eller ej. For kunne jeg som dansker lave en film om en så stor politisk celebrity og en film, som fortæller en så vigtig del om et lands historie, der ligger så fjernt for mig. Men så rejste jeg derned og læste alt, hvad jeg kunne finde af materiale om Syd Afrika og Mandela og følte, at hvis jeg fik tid nok, skulle jeg nok nå derhen. - Jeg ved, at flere har forsøgt at lave en film om Mandela. Filmen bygget på hans bog Long Walk to Freedom har været undervejs i ti år. Men at fortælle historien om Mandela alene er meget svært rent dramaturgisk, for det bliver hurtigt historien om en person, der gør og siger alt det rigtige. Det giver ikke et drama. Og det er det, jeg synes er så genialt ved vores historie. Den er set fra modstanderens point of view, som i sit møde med Nelson Mandela gennemgår en forandring og bliver et levende bevis på, at der foregår en reformation. Der var sandsynligvis flere fangevogtere end James Gregory, der fik sympati for deres fanger på Robben Island, hvor Mandela sad i fængsel størstedelen af de 28 år. Historier går på, at de fattige og dårligt uddannede fangevogtere fik juridisk rådgivning af de velbegavede sorte fanger og kom anstigende med selvangivelser og andet papirarbejde i ly af natten. - Det store problem var at fangevogtere hele tiden måtte flyttes, fordi de begyndte at fatte sympati for Mandela og sikkert også for de andre fanger. For paradokset var, at fangerne var ordentlige mennesker - advokater og læger som redte deres seng, vaskede sig og læste tykke bøger - og ikke bare almindelige kriminelle, som havde myrdet en masse mennesker. De havde bare en anden politisk holdning. Og netop det er læren af filmen, mener August. At være i stand til at skifte synsvinkel og ophæve sine fjendebilleder uanset politiske idealer og religiøse dogmer. Problemet er bare, at man måske skal være fangevogter for at forstå sin fange. - Hvis man ser på verden i dag løser vi stadig konflikter ved at sætte store militærtropper ind og skabe borgerkrigslignende tilstande, som man har gjort i Irak. Men hvis man havde haft en Mandela eller bare en større overordnet plan for Irak, der havde handlet om forsoning, så havde man sikkert haft en helt anden situation.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...