EMNER

Historieskabende

BYVÅBEN: Vi skal til at vænne os til at skelne mellem Hjørring Kommune og Hjørring By. Ny Hjørring Kommune får 60.000 indbyggere, men under halvdelen bor i Hjørring by. Det har Jan Andersen åbenbart ikke forstået. I sit læserbrev torsdag kalder han det historieløst, at den nye kommune skal have et nyt byvåben – angiveligt uden Hjørrings skytsengel Sct. Catharina. Men Hjørring som by skal selvfølgelig holde fast i den hellige Katrine som symbol på, at købstadens historie strækker sig dybt ned i middelalderen. Ny Hjørring Kommune har imidlertid den opgave at præsentere sig som alle borgernes kommune. Også dem, der – som Jan Andersen nedladende skriver – bor, hvor fiskeriet tilfældigvis har været godt, eller hvor jernbanen kom forbi. Dette er en overordnet politisk opgave for den nye storkommune, og i politik spiller symboler en vigtig rolle. Et nyt navn til storkommune ville have været det stærkest tænkelige symbol på storkommunens brede identitet. Men ingen kunne åbenbart finde på noget bedre og mere dækkende end Hjørring. Et kommunevåben har mindre symbolværdi end et navn. Men dog værdi. Derfor skal Ny Hjørring Kommune selvfølgelig have et våben eller logo, der modsvarer kommunens brede karakter, og som kan medvirke til, at alle dens borgere kommer til at føle ejerskab overfor storkommunen. Det er ikke historieløst. Det er historieskabende.