Historieundervisning i en hængekøje på stranden

Vestindien er et stykke danmarkshistorie, alle burde få chancen for at opleve på egen hånd. Øerne ligger i det blå ocean som buskede grønne toppe, befolkningen er afslappet og imødekommende som få

Tekst og foto: Marie Holmgaard
Nu under det amerikanske flag. Det er meget nemt at rejse rundt på Jomfruøerne.
Natur 25. oktober 2008 06:00

Varmen er overvældende, når man åbner bildøren i bilen med aircondition. Det er dog et sikkert sted at sidde, når regnen bogstavelig talt vælter ned fra et hul i himlen og ned på en af øerne, St. Thomas, John eller Croix. Men det er hurricane season, og orkanen hedder Hanna, og kort efter regnen er stoppet, bryder solen frem igen for fuld kraft. Sådan er Dansk Vestindien – fulde af kontraster, og en uge er næsten for kort tid til at se det hele og høre de mange gribende historier. Hotellet på øen St. John, der er den mindste af de tre øer, ligger i en gammel plantage, som danskere byggede for at få den eftertragtede sukker til Europa. Rockefeller købte det, restaurerede og placerede det efter alle kunstens regler på kortet over de absolut mest luksuriøse og afslappede steder i verden. Jeg skal på en kajak- og snorklingtur i Turtle Bay, hvor kysten lever fuldt op til dets navn. I det klare og turkisblå vand har fiskene og korallerne de vildeste farver og former, og jeg svømmer henover store havskildpadder og rokker, og får en enorm søstjerne mellem hænderne. De ligner intet fra hvad man kender hjemmefra, muligvis fra Danmarks Akvarium, eller Disneys film om Nemo og Dora. Man kan bruge timer på maven med briller og snorkel, og mens ryggen bliver rød og fingrene ligner rosiner, går de vilde æsler rundt oppe på bakkerne. De blev som slaverne sluppet løs efter 1848, og har siden levet vildt på øen. Venligheden stortrives Mit rejseselskab havde fortalt mig, at det er et skønt sted at rejse rundt, men jeg bliver alligevel overrasket over, hvor nemt og bekvemt det er at være turist så langt væk. Bilerne stopper og genner mig smilende over vejen, et frokostbesøg udvikler sig til en aftenaftale, og jeg møder konstant venlighed, høflighed og søde mennesker i det grønne ørige. Jeg flyver fra St. Thomas til St. Croix og vil se Christianstad og nogle af de mange plantager. I en botanisk have møder jeg en gruppe danskere og blandt dem et ægtepar, der bor 6 km fra mit barndomshjem. Så er der alligevel noget om udtrykket ”home away from home” og de danske spor bliver knyttet igen. Bagefter besøger jeg en af de første plantager på St. Croix, Whim, som blev bygget kort efter dansk overtagelse i 1733. Hovedbygningen imponerer med sin ovale form, og jeg læser skriften på de mange billeder, som viser kong Christian den 5. og hustruen Charlotte Amalie. Plantagen er velbevaret, og man får et yderst realistisk indtryk af, hvordan livet og omgivelserne har formet sig for mere end 250 år siden. St. Croix er også rom, og Cruznan Rum er det vestindiske svar på Tuborg. Jeg ser hvordan det hele bliver lavet, og bliver næsten beruset af at gå ved siden af de kæmpe kedler med frisklavet rom. Køber en liter rom til 35 kr. 55% alkohol, men da rommen er uden fusel, skulle man efter sigende ikke få tømmermænd – jeg har dog har mine tvivl. Rum punch er en obligatorisk drik på de mange solnedgangsture, og fra katamaranens dæk ses Fortet og regeringsbygningen i Christianstad. De gule bygninger ligger smukt ved havnefronten, og næste dag får jeg den store historiske vandring rundt i byen. Danskerne byggede også en kirke tæt på fortet, hvorfra dansken kunne fatte mod og styrke under de fremmede himmelstrøg. Jeep gennem regnskoven Det kunne slaverne til gengæld ikke, de talte sjældent det samme sprog, da de kom fra forskellige egne af Afrika, og man lærte kun få engelsk eller dansk. Peter von Scholten var guvernøren, der i 1848 frigav slaverne fra fortet i Frederikstad, og han havde blik for borgerrettighederne, længe før det blev populært i resten af verden. Udsynet har ellers været muligt, for på St. Croix ligger USA’s østligste punkt, Point Udall. Herfra ses Buck Island, som er en oplagt endagstur, man som turist skal på ifølge de indfødte. Øen er blå laguner og absolut ugenert land, for området er nationalpark. Hvis man er til mere actionfyldte oplevelser, er en jeep-tur i bjergene det oplagte valg. Jeg er ikke specielt fartglad, men siddende ved siden af en meget erfaren lokal chauffør, beslutter jeg mig for, at det hele nok skal gå godt. Der bliver kørt til, speedometeret er i stykker og midt i bjergene går bilen ud. Men jeepen kommer i gang igen, efter en svensknøgle har arbejdet under motorhjelmen. Vi kører længe og via vilde veje ned gennem regnskoven, og vi ender ved kysten. Her ligger en populær tidevandsswimmingpool et stykke over nogle klipper, og en dukkert er helt på sin plads. Vi drøner op igen, og mit hoved er ørt. Hjem og på stranden, og så i fin kjole og på den sidste aftens restaurant på St. Croix. Mocko Jumbo Det er ikke dyrt at spise ude, og øerne er generelt ikke dyre at leve på. Dollaren er lav og de mange specialiteter, vi kender hjemmefra, enten gror eller lever naturligt her, så man får ganske enkelt en bedre kvalitet i frugt, fisk og grøntsager for sine penge. Oven i det får man sol og uendeligt mange gode oplevelser, fordi folk er så søde og imødekommende. Den lokale dans, Mocko Jumbo, mangler jeg som prikken over i’et. Det er mænd med masker iført farverige bukser og kjole, der danser på stylter. Det lyder umiddelbart lidt fjollet, men det er et fantastisk show, der med sine jamaicanske rytmer og stemning af fest og højstemt glæde bliver den optimale slutning på en uges oplevelser på øerne i det gamle danske vestindien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...