Lokalpolitik

Historisk biografbygning i Vestergade bliver revet ned

Årelang byggesag i baggårdsejendom i Thisted har omsider fundet sin afslutning

I otte år har den gamle biografbygning i gården bag Vestergade 22 stået tom og uopvarmet, så forfaldet har bredt sig så meget, at ejeren nu river bygningen ned for at opføre en helt ny bygning til erhvervsformål. Arkivfoto

I otte år har den gamle biografbygning i gården bag Vestergade 22 stået tom og uopvarmet, så forfaldet har bredt sig så meget, at ejeren nu river bygningen ned for at opføre en helt ny bygning til erhvervsformål. Arkivfoto

Meget ældre Thisted-borgere vil sikkert have mange minder fra Thisteds første biograf i baggården til ejendommen Vestergade 22. Men i løbet af 2008 vil alle minder om den historiske bygning være slettet, idet bygningens ejer, tømrermester Ole Gundersen fra Stoholm, efter seks års kamp omsider har fået tilladelse til dels at nedrive ejendommen og dels at genopbygge ejendommen til erhvervsformål. I ejendommen bliver der en cafe, et hudbehandlingscenter, og endnu et erhvervslejemål, samt lokaler til naboen TDC, der også er kommet i pladsnød, selv om det kun er få år siden, netop Ole Gundersen lavede en tilbygning til TDC-butikken i gården til ejendommen. Kontrakterne er stort set i hus, inden nedrivningen påbegyndes om en uges tid. - Ejendommen har stået tom i otte år, og den er nu så forfalden, at det ikke kan betale sig at bruge den oprindelige bygning, siger Ole Gundersen. Arkitekter er lige netop nu ved at tegne den nye bygning, som bliver i to etager, men mindre markant end den nuværende. Oprindelig var det Ole Gundersens plan at indrette lejligheder i ejendommen, og det tidligere Thisted Byråd behandlede sagen ved adskillige lejligheder, og splittede byrådet fuldstændigt. Ved den sidste behandling om et lejlighedsprojekt i byrådet den 27. februar 2004 var afgørelsen dog så smal og kneben, at projektet faldt med stemmerne 9 - 10. Samtidig med nybyggeriet i baggården, skal der lægges nyt tag på forhuset til Vestergade 22. Denne ejendom overtog Ole Gundersen i 2000, sammen med sin tidligere kompagnon, Poul Andersen, i selskabet Lej og Bo. Dog vil ejendommens karakteristiske arkitektur blive bevaret. Der er næppe tvivl om, at projektet vil medvirke til at rykke lidt af byudviklingen i Thisted mod vest. Det gælder ikke mindst med cafélivet, idet der med den nye cafe nu bliver tre restauranter med få meters mellemrum.