Historisk flyvrag fundet på Antarktis

Ekstremt lavvande og smeltende ismasser er ifølge australsk forsker den vigtigste årsag til fundet af et flyvrag, begravet under ismasserne

Af Amy Coopes, Ritzau-AFP redaktion@nordjyske.dk SYDNEY: Et genfundet monoplan på Antarktis udgør resterne af det første fly, der rullede ud af Vickers-fabrikken produktionslinje i Storbritannien kun otte år efter de amerikanske Wright-brødres første flyvning i 1903. Flyet blev i 1911 bragt til Antarktis af den australske opdagelsesrejsende Douglas Mawson. Mawson håbede på at gennemføre den første flyvning tværs over Antarktis' iskappe, men hans drømme blev knust, da den pilot, som fulgte med maskinen fra London, styrtede ned i Australien under en prøveflyvning. - Han havde tilbragt en meget lang nat i den lokale soldaterklub i Adelaide natten inden og var tilsyneladende ikke i den bedste form, da han fløj maskinen første gang, forklarer den australske konservator David Jensen. Vingerne var så alvorligt beskadigede, at de måtte demonteres, men Mawson besluttede at fragte resterne af Vickers-flyet til Antarktis for at bruge det som en "lufttraktor" med et specialfremstillet haleror og ski til at trække sine slæder, siger David Jensen. Flymotoren blev dog ødelagt af de hårde minusgrader, og Mawson valgte at efterlade resterne af sit Vickers-fly på Kap Denison i 1914, forklarer Jensen, der er formand for den offentligt støttede fond, Mawson's Hut Foundation. Den opdagelsesrejsende aflagde siden resterne af sin maskine et kort besøg, da han var på en toårig territorialkravsmission i 1929, inden han endeligt opgav flyet i 1932, siger David Jensen. Bevæbnet med teknisk og elektronisk søgeudstyr har tre på hinanden følgende hold af konservatorer og forskere fra Mawson's Huts Institut ledt efter skroget, som senest blev observeret i 1975, næsten helt begravet i is. Men det var ifølge David Jensen den enestående kombination af historisk lavvande, foranlediget af en blå måne - den anden fuldmåne i en måned, og en hidtil uset afsmeltning af is, der førte til den fantastisk heldige fund nytårsdag. - At disse betingelser var til stede og gav os mulighed for at få øje på det, var som at finde den berømte nål i en høstak, siger han og tilføjer: - En af vores tømrere var faktisk bare ude at gå sig en tur langs kanten af havnen - og det var en ren tilfældighed, at han opdagede et stykke metal blandt klipperne. Det australske konservator- og forskerhold var ved at forberede sig på et storstilet isboring under vanskelige og udfordrende vilkår med en gennemsnitlig vind på over 80 kilometer i timen og temperaturer under frysepunktet. - Hvis ikke tømreren havde opdaget resterne, som lå under "nogle få centimeter vand" under helt specielle tidevandsforhold, ville de sandsynligvis være gået tabt for altid. Tidevandet var det laveste, der nogensinde er registreret ved Kap Denison, siger Jensen. Han tilføjer, at det "ekstatiske" hold hurtigt fandt fragmenter af flykroppen og sandsynligvis vil bringe dem tilbage til Australien i slutningen af januar for at konservere dem. - De dele, vi har fundet, stammer helt sikkert fra lufttraktoren og kan ikke være fra andet. Det er en sidste lille del af luftfartens historie, der er dukket op, understreger David Jensen. /ritzau/AFP

Forsiden