Historisk fredsaftale i Mozambique giver håb om ro før valg

Flere statsledere og EU's udenrigschef var til stede, da der tirsdag blev indgået fredsaftale i Mozambique.

Mozambiques præsident, Filipe Nyusi (til venstre), og oppositionsleder Ossufo Momade (til højre) satte tirsdag deres underskrifter på en fredsaftale.

Mozambiques præsident, Filipe Nyusi (til venstre), og oppositionsleder Ossufo Momade (til højre) satte tirsdag deres underskrifter på en fredsaftale.

MAPUTO:Mozambiques præsident og lederen af landets største oppositionsgruppe, Renamo, har tirsdag sat deres underskrifter på en fredsaftale.

Præsidenten, Filipe Nyusi, og Renamo-leder Ossufo Momade håber begge, at aftalen vil ende flere års vold i det sydøstafrikanske land. Det skal samtidig skabe ro om et forestående valg i landet den 15. oktober.

Her stiller både præsidenten og oppositionslederen op.

Fredsaftalen blev underskrevet tirsdag på Fredspladsen i Mozambiques hovedstad, Maputo. Det skriver det portugisiske nyhedsbureau Lusa.

Det blev overværet af fem afrikanske statsledere - heriblandt Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa. Også EU's udenrigschef, Federica Mogherini, og Portugals udenrigsminister, Teresa Rebeiro, var til stede.

FN's særlige udsending i Mozambique, Mirko Manzoni, kalder tirsdag for en "i sandhed historisk dag", skriver nyhedsbureauet AFP.

Mozambique var en portugisisk koloni, indtil landet blev uafhængigt i 1975.

Portugal har støttet fredsforhandlingerne mellem regeringen og oppositionen.

Tusindvis af indbyggere i Maputo var mødt op ved tirsdagens ceremoni. Blandt andet børn iført T-shirts med teksten "Ultimativ Fred" påtrykt.

Tirsdagens fredsaftale kommer, efter at præsidenten og oppositionslederen i sidste uge indgik en lignende aftale om militær fred.

De to aftaler er resultatet af års forhandlinger om at sætte en stopper for flere års uroligheder i landet. Mozambique har været plaget af spredte voldshandlinger siden 1992, hvor en 15 år lang blodig borgerkrig endte.

Omkring en million mennesker mistede livet i borgerkrigen.

I 2014 blev der indgået en fredsaftale, men volden er siden blusset op igen.

Den nye aftale betyder blandt andet, at mere end 5000 Renamo-soldater skal integreres i samfundet og aflevere deres våben. Nogle Remano-officerer er blevet tilbudt lederroller i Mozambiques militær.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.