Hjørring

Historisk fund ved Bjergby

Vendsyssel Historiske Museum har afsluttet udgravning af et unikt fortidsfund.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den romerske denar fra jernalderbopladsen. Det er en denar fra kejser Vespasian, 69-79 e.Kr. Netop denne denar er en meget sjælden type. Den er udmøntet i meget kort tid, mellem juli og december 71 e.Kr. fra mønten, i Juno Moneta-templet på Capitol-højen, i Rom. Foto: VHM.

BJERGBY/Mygdal: Vendsyssel Historiske Museum har nyligt afsluttet en udgravning af et unikt fortidsfund.

Det drejer sig om et gravfund, der har indeholdt delene af en pragtvogn fra ældre jernalder, lige fra tiden omkring Kristi fødsel. Vognen har været lagt på et ligbål, sammen med drikkehorn, drikkeglas, bronzekedel, et brætspil med spillebrikker af glas, kostbart klæde og smykker af sølv og guld. Vognen har været rigt dekoreret med beslag af bronze, og det er fragmenter af disse, der er bevaret. Sammensætningen af gravudstyr gør at denne grav er en af de absolut rigeste grave i Danmark fra overgangen mellem førromersk og romersk jernalder.

Vognen er af typen Dejbjerg-vogne, opkaldt efter fundet af to sådanne pragtvogne i Dejbjerg Præstegårdsmose i 1881 og 1883. Vognene er fremstillet i Sydøsteuropa i tiden mellem 300 f. Kr og 100 e.Kr, og importeret herop.

Blandt genstandene der blev fundet, var ikke kun delene af de beslag der har siddet på den unikke pragtvogn, men også enestående dele af meget fint ornamenteret og forgyldt miniature sølvarbejde.

Fundet er gjort af amatørarkæologen Louise Stahlschmidt, der med metaldetektor i maj 2017 fandt de første fund nær gården Trompgård, mellem Bjergby og Mygdal, øst for Hjørring.

Slots- og Kulturstyrelsen har støttet udgravningen med midler fra den dyrkningstruede pulje. Udgravningen foregik februar 2018. Ved udgravningen medvirkede adskillige frivillige, der med metaldetektorer muliggjorde at finde de mange hundrede dele af fundet, der lå i mulden, mens museets fagfolk varetog udgravningen af gravfundet.

Arbejdet med at analysere de mange fund er langt fra afsluttet, forud ligger endnu mange timers arbejde med endeligt helt at forstå de mange hundrede deles, helt præcist 405 dele, betydning.

Læs og se mere om det historiske fund her

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.