Udland

Historisk håndtryk finder sted på Balkan

Serbiens eks-præsident, Boris Tadic, udvekslede lørdag håndtryk med Kosovos premierminister Hashim Thaci.

Historisk håndtryk finder sted på Balkan

For første gang siden Kosovos selvstændighed i 2008 har Serbiens eks-præsident Boris Tadic lørdag mødtes med sin tidligere ærkefjende Hashim Thaci, der er den forhenværende serbiske provins' premierminister.

Det sker efter at en amerikansk udsending har opfordret de to til at genoptage den praktiske dialog.

EU har i marts anerkendt Serbien som officiel medlemskandidat, men landets videre fremskridt er i høj grad afhængig af dets forhold til Kosovo.

Folk fra statsapparatet i den serbiske hovedstad, Beograd, har indtil videre holdt sig væk fra ethvert møde med Kosovo som deltager, fordi Serbien ikke anerkender Kosovos uafhængighed, der blev erklæret i 2008.

Tadic, som tabte præsidentvalget til nationalisten Tornislav Nikolic i maj, dukkede lørdag overraskende op i den sydligt beliggende by Dubrovnik ved Adriaterhavet til et diplomatisk topmøde.

Flere medier spekulerede i, om Tadic var kommet for at møde Thaci for første gang ansigt til ansigt, siden Kosovo blev uafhængigt.

Der skete dog ikke andet end, at de udvekslede håndtryk og nogle få ord ved afslutningsceremonien, men det opfattes som et fremskridt.

- Det kan godt have slebet kanterne på nogle af de fremtidige Serbien-Kosovo-møder, siger en EU-diplomat til nyhedsbureauet Reuters.

Den amerikanske viceudenrigsminister Philip Gordon, der rejser til Serbien og Kosovo Pristina næste uge, opfordrer på topmødet Serbien til at være mere realistisk i dets forhold til Kosovo.

- Hverken vi eller EU venter, at Serbien skal anerkende Kosovo på nuværende tidspunkt. Det vil de bare ikke, siger Gordon.

- Men Serbien må forholde sig til virkeligheden i et demokratisk, suverænt, uafhængigt og multietnisk Kosovo inden for dets nuværende grænser. Deling er ikke en mulighed, siger han og gentager USA's støtte til Serbiens og Kosovos ønske om indtræden i EU.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.