Historisk interesse stimuleret i Pandrup

Regentparret viste stor interesse for kalkmalerier i Jetsmark Kirke

PANDRUP:Da dronningen og prinsen havde besøgt Hirtshals i går fomiddag, fortsatte regentparret til Pandrup, som også var pyntet op til fest i dagens anledning. Dronning Margrethe og Prins Henrik fik blandt andet lejlighed til at dyrke deres interesse for historie, da de blev vist rundt i Jetsmark Kirke, som er kendt for sine velbevarede kalkmalerier. Udstyret med en laserpen fortalte sognepræst Michael Berg detaljeret om kirkens mange kunstværker, som stammer helt tilbage fra 1474. Dronningen og prinsen fik et indblik i maleriernes oprindelse og historierne bag, og det var tydeligt, at de fandt emnet interessant. Da afstanden til kalkmalerier blev for stor, rejste dronningen sig for at komme tættere på, og regentparret stillede flere spørgsmål til sognepræsten om kunstværkerne og deres betydning. Historien spillede også en stor rolle, da regentparret besøgte Strandingskroen i Blokhus. Kroens historie går helt tilbage til 1761, og i 1844 fik Strandingskroen titlen "Kongeligt privilegeret kro", efter at Frederik VII havde opholdt sig på stedet. Besøget på Strandingskroen var afslutningen på et knap tre timer stramt program i Pandrup Kommune. De 4.000 små dannebrogsflag, som kommmunen havde delt ud til den forventningsfulde skare ved rådhuset og langs hovedgaden, slog ikke helt til, for både ung og gammel ville have et glimt af dronningen og prinsen. På rådhuset fik regentparret overrakt to silkekimonoer, som den lokale kunstner Grete Rolle havde fremstillet, og gaven faldt tilsyneladende i god jord, for dronningen omtalte de to beklædningsgenstande som både flotte og lækre. Efter byvandringen og besøget i Jetsmark Kirke var Prins Henrik på virksomhedsbesøg på Flextronics, hvor direktør Peter Hinrup i løbet af 15 minutter forklarede, hvordan man laver mobiltelefoner. På trods af det royale besøg gik produktionen dog ikke helt i stå, selv om blikkene til tider slap maskinerne for at følge med i, hvad prinsen og det store opbud af presse og sikkerhedsvagter foretog sig. Dronning Margrethe var på visit hos guldsmed Bent Exner, som i dagens anledning havde lavet en guldbroche med en safir til dronningen, som takkede for smykket, inden hun blev genforenet med sin mand på Strandingskroen.