Historisk kalender viser Hirtshals i de gode, gamle dage

HIRTSHALS:Smukke sorthvide billeder fra en svunden tid og masser af interessant læsestof til de mørke aftener. Det finder man i den lokalhistoriske kalender, som netop er kommet på gaden i Hirtshals. Det er Bjørn Løth fra Lokalhistorisk Selskab som står bag kalender, og det er sket i tæt samarbejde med Hirtshals Museum. Der er tale om en vægkalender med billeder fra Hirtshals i gamle dage for hver måned, og de gamle fotografier er suppleret med små historier om Hirtshals og byens borger samt gamle annoncer. Kalenderen indeholder både gode historier om kendte Hirtshals-borgere, og den bærer selvfølgelig også præg af fiskeriets store betydning for byen. Du kan møde Peder Rimmen, ”Fie”, Bette Simon, femte klasse anno 1960, Peder Kjul og skotøjshandler Ejnar Christensen, og du kan se HG73 strandet i yderhavnen, Fyrbakken klædt i sne, det strandede dampskib ”Flandria”, den gamle auktionshal, det lille ”apotek”, Hirtshals Skole anno 1921, et luftfoto af Hirtshals Havn fra 1930’erne samt et billede fra foråret 1945 efter tyskernes kapitulation. Kalenderen er trykt i 1050 eksemplarer hos Ecco Print i Hirtshals. Sidste år blev alle kalendere revet væk, og der er også rift om den lokalhistoriske kalender i år, fortæller Bjørn Løth. Kalenderen kan købes hos Bøger & Papir, i SuperBrugsen samt på Hirtshals Museum og i Lokalhistorisk Arkiv. stef