Udland

Historisk reform i Belgien: Nu skal royale betale skat

Tronfølgeren og dronningen bliver påvirket af de nye skatteregler, mens kong Albert II slipper.

Historisk reform i Belgien: Nu skal royale betale skat

For første gang siden Belgiens uafhængighed i 1830 skal medlemmer af kongehuset nu til at betale skat.

Koalitionsregeringen i landet har onsdag godkendt reformen, og to partier i oppositionen støtter den historiske ændring.

Kong Albert II, som fylder 79 torsdag og hvert år modtager et beløb på 11,5 millioner euro, er den eneste, som slipper. Belgiens forfatning tillader nemlig ikke ændringer for den siddende regent.

Det er i stedet kongens børn og enken til kong Baudouin, dronning Fabiola, som bliver påvirket af de nye skatteregler.

Den 53-årige tronfølger prins Philippe får årligt 923.000 euro i apanage, men fra nu af vil han i stedet modtage en bruttoløn på 180.000 euro om måneden, som der skal betales skat af.

De penge, der er afsat til hans personale og udgifter forbundet med hans royale position, vil blive taget fra det oprindelige beløb og vil ikke blive beskattet, lyder det.

Prins Philippes søskende, prinsesse Astrid og prins Laurent, vil fra nu af modtage en bruttomånedsløn på hver 90.000 euro.

Dronning Fabiola, hvis årlige godtgørelse i år blev skåret fra 1,4 millioner euro til 923.000 euro, bliver også påvirket af skatteændringerne.

Hun blev for nylig angrebet af både medier og politikere, da hun i en alder af 84 besluttede sig for at oprette en privat fond for at skaffe midler til sine nevøer samt katolske velgørenhedsorganisationer efter hendes død.

Men kritikere mener, at dronning Fabiola har tænkt sig at kanalisere midlerne til spanske slægtninge via fonden, så hun dermed undgår Belgiens høje arveafgift på 70 procent.

Fra nu af får den overlevende ægtefælle til en regent skåret sin årlige godtgørelse til to tredjedele af det beløb, som en tronfølger får. Efter 10 år sættes beløbet yderligere ned.

Det danske kongehus er fritaget for at betale indkomstskat, men er underlagt de almindelige regler for betaling af arveafgift samt ejendomsskatter.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.