Historisk sag om terrorstøtte til PKK begynder

11 kurdiske mænd nægter sig skyldige i anklage om at indsamle millioner af kroner til terror.

19. september 2013 05:30 - Opdateret 19. september 2013 05:31

Historisk sag om terrorstøtte til PKK begynder

Der bliver trængsel i Københavns Byrets lokaler på Rådhuspladsen torsdag formiddag, når 11 tiltalte, deres forsvarsadvokater, nævninger, dommere, tilhørere og pressefolk stimler sammen til en efter danske forhold historisk stor sag om terrorfinansiering.

140 millioner kroner er der over en årrække samlet ind og formidlet til Kurdistans Arbejderparti, PKK, mener anklagemyndigheden. Dermed tåler sagen, hvad beløbets størrelse angår, ingen sammenligning med tidligere sager om terrorstøtte.

Advokat Bjørn Elmquist er forsvarer for fire af de tiltalte. Lige som de syv andre tiltalte nægter de sig skyldige. Men det benægtes ikke, at der er blevet samlet ind.

- Men det har været til helt lovlige i formål i form af støtte til kulturaktiviteter og ofre for et jordskælv, siger Bjørn Elmquist til Ritzau.

Stig Fleischer fra Københavns Politi, der sammen med Henrik Aagaard fra Statsadvokaten i København er anklager i sagen, ønsker ikke at kommentere sagens detaljer, før han og Aagaard skal forelægge sagen for retten torsdag formiddag.

Af sagens anklageskrift og politiets tidligere udmeldinger i sagen fremgår det dog, at de 11 mænd på forskellig vis har stået for indsamling af de mange millioner kroner. Blandt andet gennem foreningen Dansk Folkeforsamling, som er stiftet på en skole i Ishøj.

Efter anklagemyndighedens opfattelse har tre af de tiltalte på forskellige tidspunkter fungeret som såkaldte kadroer i Danmark. Det vil sige ledende repræsentanter for PKK, der optræder på flere landes terrorlister.

Sagen er rejst som en nævningesag, og dermed lægger anklagemyndigheden op til, at man vil gå efter mindst fire års fængsel til en eller flere af de tiltalte. I tidligere sager om terrorstøtte har der alene været tale om betingede fængselsdomme.

Sagen kommer efter planen til at køre over 61 retsdage, og der forventes at falde dom den 31. marts.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...