Historiske grunde til at sige ja

Gennem visse perioder af vort lands historie har mange danskere fundet anledning til og behov for at udvandre

Skolevæsen 22. september 2009 06:00

MOSKÉ: Gennem visse perioder af vort lands historie har mange danskere fundet anledning til og behov for at udvandre og bosætte sig fast et andet sted i verden. Ønsket om at udvandre har haft mange årsager. Almindelig udlængsel har været en af årsagerne. Fattigdom har været en anden. Rigtig mange unge dansksindede sønderjyder udvandrede efter 1864, da hele Sønderjylland blev tysk; de ønskede ikke at blive soldater i den tyske hær. Langt de fleste danskere udvandrede til Nordamerika, både til USA og Canada. Men også mange udvandrede til Sydamerika, især til Argentina, til Australien og New Zealand. Overalt, hvor danskere bosatte sig i det fremmede, søgte de fællesskab med andre danskere, som allerede var der, eller som kom til. Fordi det overvejende var unge familier, der ønskede at skabe sig en ny tilværelse i det fremmede, kom der naturligvis børn til, og derfor var der behov for skoler i hver eneste nybyggerkoloni, ligesom der var behov for en kirke. Fordi den enkelte nybyggerkoloni bestod – måske udelukkende – af danskere, kom undervisningen i skolerne og forkyndelsen i kirkerne naturligvis til at foregå på dansk. Gennem organisationen DKU, Dansk Kirke i Udlandet, som i dag hedder DSUK, Dansk Sømands- og Udlandskirker, blev der med tiden etableret et netværk mellem engagerede bidragydende medlemmer hjemme i Danmark og de økonomisk trængte menigheder ude på de fremmede destinationer. Mange af de danske menigheder i det fremmede fik efter anmodning herom fra den danske kirkes side tildelt en præst, ligesom også behovet for lærere blev tilgodeset. Da jeg som barn ved krigens udbrud i 1940 gik i Nr. Uttrup skole, fik vi en lærer, som netop var kommet hjem efter en årrække som lærer ved den danske skole i Tandil i Argentina. Den store udvandring fra Danmark fandt sted i sidste halvdel af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Med tiden har de oprindeligt danske nybyggere efterhånden integreret sig i og er blevet en del af det samfund, de kom til som fremmede. De og deres efterkommere har vel ikke glemt deres danske herkomst, men de har i hvert fald overtaget sproget i det land, de blev indbyggere i. Børnene går ikke mere i en dansk skole, men i den lokale skole. Med kirken ligger det noget anderledes. F.eks. har danskerne i Vancouver i British Columbia i Canada – der er efterkommere af de oprindelige kolonister – i mange år haft deres danske kirke, og gudstjenesten foregår efter den danske gudstjenesteordning, men hele gudstjenesten foregår på engelsk. Så sent som i 1999 fik Vancouver-menigheden sin egen salmebog med næsten 400 danske salmer, men altså oversat til engelsk. Jeg er i besiddelse af denne salmebog, på hvis omslag der bønfaldende står: ”Grant me, God, the Gift of Singing”, altså oversat fra ”Giv mig, Gud, en salmetunge”. Det er vidunderligt at synge de kendte Grundtvig-salmer og alle de andre på det fremmede sprog. Vancouver-salmebogen, der foreligger i en særdeles flot og solid indbinding, bliver formodentlig anvendt af mange andre danske menigheder i de engelsksprogede lande. Denne redegørelse har først og fremmest til hensigt at gøre det klart for enhver, at mens vi som danskere i Den danske Folkekirke ser behovet for og har gode grunde til at støtte de udvandrede danskeres kirkeliv, hvor i verden de blivende har bosat sig, så må den kritik forstumme, som vil stå i vejen for, at muslimer, der blivende har bosat sig i Danmark, får lov til at bygge moskeer, hvor de kan samles for at få deres religiøse behov dækket. Allerede har Mosaisk Trossamfund i mange år haft sin synagoge i København, og der har været flere rundt omkring i landet. Der synes derfor ikke at være andet end knap så velbegrundet uvilje, der står i vejen for, at danske muslimer får lov til at bygge deres moské.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...