Aalborg

Hit med kanten, kvinde

Gode hr. karnevalskonge... Efter moden overvejelse må jeg bede om dispensation til at deltage i ét af dine mandekurser. Jeg trænger i den grad til at blive kørt nøgen rundt på en gammel Volvo og råbe ukvemsord, mens jeg bliver skudt efter med frosne kyllinger. Eller hvad I nu laver. For hvor meningsløst konceptet end virker, så kunne vi kvinder godt lære noget af, at I tør give langemand til flinkeskolen og kaste jer ud i livet helt uden sminke og store forstående øjne.

For hvad er der med os kvinder? Jeg fejlvasker aldrig mit tøj, mine neuroser udløses af nullermænd, og jeg går med læbestift hver dag, men jeg oplever alligevel gang på gang, at kvindemagasiner og –udsendelser taler ned til mig. Mine velplejede tæer kan faktisk ikke krummes mere. Og jeg vil efterhånden hellere have en solid Danpo i sylten end flere magasiner, tv-programmer og bøger, hvor kvinder sidder i du-stilling og afslører deres kejsersnitsar og hængehud for hinanden. Eller med videnskabelig omhu taler om en ny slankekur, der gør, du smider 20 kilo på 14 dage – uden ubehagelig motion og selvfornægtelse. Virker den ikke, kan du slå op på side 14 og læse om, hvordan ”big size-modellen Birthe elsker sin krop – mænnerne er til kurver!”. På side 17 har vi så en annonce for en privatklinik med speciale i fedtsugning. Og så er der selvfølgelig månedens klumme eller aftenens teaterforestilling, der handler om, hvordan en pige på jagt efter kærlighed og respekt lige sad på en trendy café, drak skinny latte og opdagede en toiletpapirsflims under den venstre stilet. Piiiiiinligt, altså! (-: Forleden kiggede jeg i et dameblad, hvor selveste redaktøren gik helt til kanten, satte alt på ét bræt, hænderne snedigt i siderne og…. viste hvor helt abnorm morgengrim, hun bare lige var. Men der var ikke antydningen af sur morgenånde eller en lille gul morgenbums. Der var mere tale om, at hun havde iført sig fuld makeup og så helt vildt dristigt havde føntørret sig på maksimal styrke. Det smager jo ikke af en skid: Jeg kan ikke engang fremtvinge et ”tøhø” – det havde Frank Hvam aldrig budt mig! Og blodåren i min venstre tinding dunker for alvor, når medierne behandler emnet bryllup. Hvordan det tages som en selvfølge, at jeg lægger mig hulkende i fosterstilling, hvis der er kommet en hvid og ikke en æggeskalsfarvet rose i min brudebuket. At det er mit livs største dag, hvor jeg kan ligne en rigtig prinsesse. Hvor blev muligheden for, jeg hellere ville bruge pengene på en Fiat Panda, af? Eller jeg hellere vil komme udklædt som Kaj Løvring end som Askepot fra Aalborg? Jeg kvæles i knuz, smileys og voksne kvinder med rottehaler og trutmund. Jeg savner kvindekultur, der smager af noget. Der tør være grimt og vise hele mennesket. Jeg savner kant og selvironi – og er helt sikkert ikke den eneste. Så Carl-Mar: Lad os tale videre til karnevalet. Det er mig i Fiat Panda’en med mudder og toiletpapirsflimser på køleren, der utrætteligt gentager Hvams samlede repertoire gennem en sky af dårlig ånde. Mette Kirstine Goddiksen er tekstforfatter hos AMJ Kommunikation i Aalborg, 34 år og mor til tvillingpigerne Fie og Anna på 4 år. Fritidsinteresser er at undre sig over verden, løbe langt og stærkt, voldsvede på en spinningcykel og formidling af den gode historie. E-mail: mkg@amjkommunikation.dk.