Hit - og lidt skidt

Musik 17. januar 2003 01:00
CD POP Westlife: "Unbreakable" Lige knap fire år er gået - og 18 millioner albums og syv millioner singler solgt - siden første hit med det irske boyband Westlife, "Swear It Again". Det fejrer Bryan McFadden, Mark Feehily, Shane Filan, Kian Egan og Nicky Byrne ved at udgive hele striben af de største træffere - heriblandt hele 10, der er strøget ind som nummer et på de engelske hitlister - i næsten kronologisk orden. Og så lige tilføje seks numre, heriblandt det seneste hit, "Unbreakable". Og "Greatest Hits" (med den vovelige tilføjelse "Vol. 1") er en god samling, fyldt med masser af yderst nynne- og syng-med-venlige ørehængere. Med "Fool Again", "If I Let You Go" og "Bop Bop Baby" forrest. Sange, som sagtens lader sig fordøje, selv hvis boybands ellers ikke lige er éns livret. Og sange, der har noget moderne evergreen over sig - flere af dem skal såmænd nok leve videre hos andre bands og solister. For når det ringer for Westlife, så ringer det virkelig. Til gengæld er repertoiret rigeligt proppet md kopier, såkaldte covers, af andres hits som Phil Collins "Against All Odds" (i henåndet duet med Mariah Carey) og Billy Joels "Uptown Girl", men kopier giver jo kun mening, hvis man tilføre dem noget afgørende og personligt nyt. Desværre er Westlifes fortolkninger meget loyale. Og så antyder et par af de seks nye sange, at Westlife er blevet en anelse i tvivl om retningen - mere luftig boyband-pop eller lidt mere råt som hos Smokie? Og det var da vist ikke meningen? Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Westlife: "Unbreakable - The Greatest Hits Vol. 1" BMG/RCA
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...