Hitengel á la Strunge - meget for unge

FREDERIKSHAVN: "Marcus Hitengel" - ordene fra punkpoeten, oprøreren, myten og kultforfatteren Michael Strunge bliver sluppet fri og fortæller i denne stærke teater- og musikpoesi den fiktive historie om digteren Marcus Hitengel. I Pelle Koppel og Michael Strunges teater- og musikpoesi er Marcus digter - en digter, der må skabe. Han er nærmest besat af at skulle skrive digte. Vi følger med ham hele vejen: i de store følelser, stemninger og sindstilstande. Og vi er med ham til det sidste. Oplev eller genoplev Strunges stærke og rå poesi på en ny og anderledes måde. Michael Strunge er digteren, der døde kun 28 år gammel - men i sin korte levetid opnåede han kultstatus blandt unge, der i hans digtning kunne finde en stærk, samfundskritik komponeret som "ren" lyrik – hævet over tiden og derfor evig aktuel. Teater- og musikpoesien er skabt af skuespiller og instruktør Pelle Koppel, der har lagt sit hjerteblod i forestillingen, som han altid har drømt om at sætte op. Den prisbelønnede teatermand Martin Tulinius har skabt et spændende scenografisk univers, og Martin Ottesen og Henrik Munk, der udgør 2/3 af musikgruppen Sorten Muld, har komponeret musikken. Mød Marcus Hitengel på scenen i Det Musiske Hus tirsdag den 1. marts. dyhr