Hits på samlebånd

Pladeselskabet Motown fejrer 50 års jubilæum. Ingen sort musik har fået så mange hvide ud på dansegulvet. Og Beatles og Rolling Stones følte sig under-legne i forhold til The Four Tops, Temptations, Supremes og The Miracles

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dådyrøjede Diana Ross var i front for ustoppelige The Supremes.Foto: David Ferrell/Polfoto

Det kører dårligt for den amerikanske bilindustri. Faktisk er den truet af permanent motorstop. Sådan var det ikke sidst i 50’erne, hvor samlebåndene på fabrikkerne i Detroit, hele Amerikas Motortown, afleverede det ene eksemplar af den firehjulede amerikanske drøm efter den andet. En af fabriksarbejderne var en ung talentfuld amatørbokser, Berry Gordy. Han havde i sin fritid syslet med lidt sangskrivning, ja, skulle snart få afsat en sang til tidens store sorte crooner, Jackie Wilson. “Reete Petite” blev et hit, og flere Gordy-skrevne af slagsen fulgte, så fabriksarbejdet blev fortid, men Gordy glemte ikke, hvad han set. Han kunne ikke slippe tanken om et pladeselskab som fungerede med samme gnidningsløse effektivitet som en samlebåndsfabrik. I den ene ende startede man med at skrive en sang, den indspillede man, så hægtede man sangen på en sanger, som man shinede op, hvorefter man sendte resultatet på gaden. Den første sanger var Marv Johnson. Hans single “Come To Me” udkom 21. januar 1959 som det første udspil fra Berry Gordys Motown Record Corporation, som altså i disse dage fejrer 50 år i showbiz. Der er en særlig historisk pointe i, at det sker samtidig med, at USA indsætter sin første sorte præsident. Barack Obama er blevet skudt i skoene, at han ikke er så sort at det gør noget. På samme måde blev Berry Gordy op gennem 60’erne anklaget for at lave Onkel Tom-agtig musik, der ikke var så sort, at det gjorde noget, og kun var ude på at behage den købestærke hvide middelklasseungdom og slet ikke havde samme kant og sjæl som resten af tidens soulmusik. Gordy lod sig ikke anfægte. Med god grund har tiden vist. I dag står der Motown på etiketten af mere end 180 hitlistetoppende titler verden over, og kritikerne overhørte, at Motown-musikken var noget i sig selv og samtidig tjente som ambassadør for sort musik som sådan. Syvende søn Gordy var ingen dyb mand, men han var syvende søn i en familie, hvor man altid havde klaret sig selv, og han havde arvet sin fars entreprenante gener, så for et familielån på 800 dollars etablerede han og hans kone sig i et hus på 2648 West Grand Boulevard i Detroit. Efter i 1964 at have scoret selskabets første nummer 1, Mary Wells’ “My Guy”, forsynede de huset med et skilt. “Hitsville U.S.A.” stod der. Og det man så, var det man fik. Berry Gordy og hans ven, sangskriveren og sangeren Smokey Robinson, havde fra starten en ambition om ikke kun, men også, at nå det sorte publikum. I starten nåede de nu ikke meget længere ud med Smokeys gruppe The Miracles, men med Mary Wells-singlen brød de farvebarrieren og blev spillet på de hvide amerikanske radiostationer. Det er let at glemme med Obama lige på trapperne til Det Hvide Hus, men USA var dengang et raceadskilt samfund og Ku-Klux-Klan var en magtfaktor. Især i sydstaterne herskede den rene apartheid, så Motowns slogan “the sound of young America” var dristigere dengang, end det lyder nu. De ville nå alle unge uanset hudfarve. I løbet af ganske få år, og vel at mærke på et tidspunkt, hvor Beatles og resten af den britiske rockbølge oversvømmede plademarkedet, blev Motown det, vi i dag ville kalde et brand, takket være skamløst ørehængende, let genkendelige popsange båret af livsglæde og tamburiner, der i deres enkle rytmik fyldte ethvert dansegulv og stadig gør det. Alene i 1968 blev trefjerdedele af alle Motown-udgivelser placeret på hitlisten. Gordy styrede processen med lige dele kynisme og kærlighed. Del & hersk var hans mellemnavn. Og han gjorde hele tiden den kunstneriske proces til en konkurrence for at få det bedste ud af sine folk (og mest muligt i banken). Det var ham, der indså, at det ikke var frodige Florence Ballard, men dådyragtige Diana Ross, der var den rette forsanger i The Supremes, og trioens succes med sange som “Where Did Our Love Go”, “You Can’t Hurry Love” og “Baby Love” syntes ustoppelig. Det var ham, der tog hånd om en blind, gennemmusikalsk dreng, kaldte ham Little Stevie og guidede ham, indtil Stevie Wonder kunne og ikke mindst ville selv. Og i vokalensembler som The Four Tops med den mægtige baryton, Levi Stubbs, og The Temptations havde han en konstant trussel mod og inspiration for bands som Rolling Stones og Beatles, som i øvrigt begge genindspillede den første Motown-sang overhovedet, der blev til i huset på West Grand Boulevard, Barrett Strongs “Money”. Den sang og to andre Motown-numre fandt vej til det andet amerikanske album fra The Beatles, en gestus, der ikke hæmmede Motowns gennembrud. Pop fra kælder til top Samlebåndsprocessen hos Motown startede i stuen. Her holdt sangskriverne til. Eddie og Brian Holland samt Lamont Dozier var både driftsikre og behændige i al deres originalitet. De skrev måske i virkeligheden bare én lang sang, men hvilken... ja, de var endda ikke uden selvironi. Da The Four Tops havde hittet med “I Can’t Help Myself,” storebroderen til “Where Did Our Love Go” gentog de kunststykket med “It’s The Same Old Song”, som Stones året efter fik en del glæde af som “Under My Thumb”. Holland-Dozier-Holland arbejdede efter nogle grundregler, fortæller de i det seneste nummer af det engelske magasin Mojo. Nogle af dem lød: Lyt til alle genrer og tag intet for givet. Hold øje med rivalerne. De holder nemlig øje med dig. Tilpas sangen til sangeren. Ikke omvendt. Vær ikke bange for at få folk til at føle sig veltilpasse. Men vær heller ikke bange for at skrive sange, der kan støtte folk i deres sorg. I sangskriverværkstedet arbejdede også vicepræsidenten selv, Smokey Robinson, Harvey Fuqua og ikke mindst Marvin Gaye, en plaget sjæl og selv en gigant som sanger. Musikerne i ormegården Et skridt nede, i kælderen - i ormegården, som det lille vinduesløse rum blev kaldt - arbejdede specialarbejderne, musikerne. I mange år var de anonyme ligesom Disneys tegnere. De stod “in the shadows of love” for nu at citere en af de utallige sange, trommeslageren Benny Benjamin, bassisten James Jamerson, pianisten Earl Van Dyke og en række andre lagde musikalske muskler til, nærmest på skifteholdsbasis. Oppe på førstesalen fandt man Motown Finishing School. Her lærte man de sorte sangere at spadsere, stå, danse, klæde sig, konversere, ja, spise, så de kunne begå sig ude i et samfund, domineret af hvide. Parykker var obligatorisk. Ingen afrohår endnu. Og mændene optrådte i smoking. Hvad ellers? Det var denne styling, der især blev angrebet af tidens borgerretsforkæmpere. Skulle det nu være nødvendigt? De glemte, at Gordy faktisk havde startet Motown inspireret af det selvværd og den stolthed over at være sort, som Martin Luther King havde udstrålet. Ja, Gordy udsendte faktisk Kings taler på op til flere albums. Ungdomsoprøret nåede dog også Motown. Der havde et stykke tid i medarbejderkredsen været utilfredshed med at, at Gordy i det, man i dag ville kalde en 360 graders forretningsmodel, sad på hele processen. Det gjorde indtægter og udgifter uigennemskuelige. Holland-Dozier-Holland forlod selskabet i 1968 efter at have skrevet endnu en etter, “Jimmy Mack”. De sagsøgte Gordy og endte med et frivilligt forlig. De efterlod sig et kreativt tomrum, som Marvin Gaye ikke ville udfylde. Han ville, ligesom Stevie Wonder, styre sin egen kunstneriske kurs. Gordy gav efter, blandt andet fordi Marvin Gaye var hans svoger. Det efterfølgende Gaye-album “What’s Going On” står stadig som en milepæl i vejen mod en ny sort bevidsthed. Nu uden paryk. Enkeltbillet til Hollywood Berry Gordy havde andre planer. Han ville til Hollywood, fordi han havde store planer med Diana Ross. I 1970 flyttede Motown derfor til Los Angeles, tæt på filmindustrien. Og et par år senere blev der trængsel ved billetlugerne, da hun filmdebuterede i “Lady Sings The Blues.” Gordy havde igen set rigtigt. Til gengæld genvandt Motown aldrig helt den selvforstærkende og smittende inspiration, som var bærebølgen for selskabet, da der var højvande i kreativiteten. Ikke dermed sagt, at selskabet gik bag af dansen. I Los Angeles blev det hjem for folk som The Jackson Five med en spirrevip af en forsanger, der hed Michael. Lionel Richie var - sammen med La Ross - det store navn op gennem 70’erne og 80’erne. Temptations blev genfødt i Californien, og i 90’erne bar blandt andre Boyz II Men Motown-etiketten med bravur. I 1988 solgte Berry Gordy sit selskab. Han fik “kun” 61 mio. dollars for det i det, nogen har kaldt den dummeste handel, siden Sam Phillips solgte Elvis til RCA. Helt dum var Gordy nu ikke. Han beholdt nemlig forlagsrettighederne til sangene. Og solgte halvdelen af dem i 1997 for 132 mio. dollars. Som Barrett Strong sang dengang i 1960: “The best things in life are free/ but you can keep it for the birds and bees/ Now gimme money (that’s what I want)”. Motown-musikken er, som en anden klassisk bilmodel, blevet redesignet og genindpakket i årenes løb. Og her op til jubilæet er samlebåndet gået i overdrive. I løbet af det seneste år er alle Motown-singler minutiøst blevet genudsendt i elleve labre bokssæt mest for kendere. Netop udsendt er også tre-cd sættet “Motown 50 Yesterday Today Forever”, et resultat af en web-afstemning, hvor fans over hele verden har stemt på deres favorittitel fra kataloget. Og sideløbende er udsendt “The Complete No. 1’s,” ti dobbelt-cd’er udsøgt emballeret i en minigengivelse af det hus i Detroit, hvor Berry Gordy for 50 år siden som en popmusikkens Lars Larsen formulerede en simpel lakmusprøve for musikkens salgbarhed: “Hvis du kun havde en dollar, ville du så købe denne plade eller en sandwich?” Sandwichindustrien sender sikkert ikke sine lykønskninger på dagen.