Hittebarnets nye familie er nu fundet

Den lille pige, der torsdag blev fundet i en sportstaske i København, skal møde sin nye familie i weekenden.

1. februar 2013 15:45 - Opdateret 1. februar 2013 15:48

Hittebarnets nye familie er nu fundet

Den lille nyfødte pige, der på tragisk vis blev efterladt i en sportstaske på gaden i København natten til torsdag, har fået et nyt hjem.

Det fortæller Klaus Wilmann, der er centerchef i Center for Familiepleje i Københavns Kommunes socialforvaltning, efter at have arbejdet på højtryk i de sidste par dage.

- Nu har vi fundet en familie, som vil være klar, når den lille pige bliver udskrevet, siger Klaus Wilmann til Ritzau.

- Det er en af vores erfarne plejefamilier, som står i en situation, hvor de kan træde til med kort varsel. Det er en familie, som vi kender godt, og som vi ved vil kunne træde ind og være til stede og kunne tage sig af den lille pige, siger han.

Centerchefen forklarer, at familien har fungeret som plejefamilie i en del år og haft mange børn i perioden.

- Og derfor får de i sagens natur også meget støtte og opbakning for netop at kunne fungere under de vilkår, siger han.

Den lille pige, der var nøgen og blot svøbt i et håndklæde, var nedkølet, da hun blev fundet, men hun er uden for livsfare efter behandling på Rigshospitalet.

- Jeg ved ikke, hvad lægernes vurdering er, men jeg har hørt, at det vil være på mandag, og at plejefamilien allerede her i weekenden skal ind og hilse på den lille på sygehuset, siger Wilmann.

Politiet arbejder med forskellige teorier i sagen om det efterladte barn, for eksempel at hun kan være født af en prostitueret fra Rumænien. Som udgangspunkt er planen nu, at plejefamilien har ansvaret for pigen i tre måneder.

- Normalt har forældre, som frivilligt vælger at videregive deres børn til adoption, en fortrydelsesperiode på tre måneder, så derfor arbejder vi med en tremåneders periode i første omgang.

- Hvis forældrene så ikke har givet sig til kende og sagt, at de gerne vil genoptage forældreskabet, så vil det være de myndigheder, der arbejder med adoption, som tager over, siger Klaus Wilmann.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...